Sider

mandag den 17. februar 2014

De glemte politiske fanger i U.S.A.

I fængslerne i USA sidder et ukendt antal politiske fanger, som er tidligere medlemmer af de sorte pantere (Black Panther Party) og andre lignende organisationer. Løst anslået er der måske 300 i denne kategori. De er blevet ofre for en menneskejagt, indledt af FBI’s afdeling for interne fjender COINTELPRO. (COunter INTELligence PROgranmme). Mange af dem er falsk anklaget for drab og idømt livsvarige domme. Mere end 40 år efter sidder de stadigvæk i fængsel. De er efterhånden oppe i årene, flere af dem lider af forskellige sygdomme, og de er begyndt at dø i fængslerne.

Den 71-årige Herman Wallace døde i oktober 2013 efter af have siddet fængslet i 41 år i det berygtede Angola fængsel i Louisiana i USA. Han blev samme med to andre dømt for at have stukket en fængselsbetjent ihjel i 1971. De tre dømte, han selv, Albert Woodfox og Robert King havde dannet en afdeling af de sorte pantere i fængslet og var begyndt at organisere fangerne. Herman Wallace har igennem alle årene hævdet han var uskyldig. Efter han var blevet anklaget for drabet blev han sat i isolationsfængsel i 1972, i en lille celle, som han kun fik lov til at forlade en time om dagen nogle få gange om ugen. Her sad han indtil juni 2013, hvor han blev overført til et fængselshospital efter han havde fået konstateret leverkræft. En dommer erklærede hans dom forfatningsstridig, fordi der ingen kvinder havde været blandt nævningene, men først efter to ordrer fra en dommer og en trussel om foragt for retten, blev han løsladt af fængselsvæsenet den 1. oktober 2013. Han døde af sin sygdom 3 dage efter.

En af de meget kendte politiske fanger, Mumia Abu-Jamal, har også siddet isolationsfængslet i årtier. Han var i 1981 en kendt radiojournalist i Philadelfia i staten Pennsylvania, USA, og var også tidligere medlem af de sorte pantere. Han blev i dømt til døden for drabet på en politibetjent i en retssag, hvor dommeren i en sidebemærkning skulle have sagt, at han nok skulle hjælpe dem med at stege den nigger. Ligesom Herman Wallace har han altid hævdet han var uskyldig. Efter dommen blev han isolationsfængslet på dødsgangen. Efter talrige appeller og krav om en ny retssag meddelte statsadvokaten I december 2011, at han ikke længere ville søge dødsdommen fuldbyrdet. Han blev flyttet fra dødsgangen i januar 2012 og kan i stedet se frem til livsvarigt fængsel uden mulighed for prøveløsladelse. Mumia Abu-Jamal fylder 60 år i år og har siddet i fængsel siden han var 27, det vil sige i over 32 år, heraf de 30 år på dødsgangen.

 Den 77-årige Sundiata Acoli var som de to forrige medlem af de sorte pantere og var efter partiets opløsning medlem af undergrundsorganisationen Black Liberation Army. I maj 1973 kørte han i en bil på motorvejen sammen med to kammerater, Zayd Shakur og Assata Shakur. De blev standset af nogle betjente og en skudveksling resulterede i 2 døde, Zayd Skakur og en betjent. Sundiata Acoli flygtede men blev senere taget til fange og idømt fængsel på livstid plus 30 år. Den anden passager i bilen, Assata Shakur blev alvorligt såret og fængslet. Hun blev også idømt livsvarigt fængsel. Hun flygtede i 1977 og bor i dag i Cuba, hvor hun har politisk asyl. Sundiata blev mishandlet og tortureret i flere fængsler og blandt andet indsat i en celle, der var mindre end et hundebur. I 1992 var han berettiget til prøveladelse, men fik et ”hit” på 20 år. Det betød, at der skulle gå mindst 12 år før han igen kunne søge om prøveløsladelse. I 2010 blev han igen nægtet prøveløsladelse og fik et ”hit” på 10 år. Dette ”hit” blev kendt forfatningsstridigt, han kunne kun få det for 3 år. Hans ansøgning blev taget op igen i 2013, hvor han endnu engang blev nægtet prøveløsladelse. På toogfyrretyvende år sidder han altså stadig fængslet, dog ikke mere i et ”maximum security” fængsel men i et ”medium security” fængsel.

Jalil Muntaqim, tidligere Anthony Bottom, var kun 19 år, da han blev fængslet i 1971 i Oakland, Californien. Han var studerende og aktivist og talte på skoler og var også medlem af de sorte pantere. Mens han sad fængslet blev han sammen med to andre anklaget i en sag fra New York, hvor 2 politibetjente var blevet dræbt i en skudveksling. Retssagen var farceagtig og måtte gå om 2 gange, fordi nævningene ikke kunne blive enige. De to andre var Albert ”Nuh” Wahington, en ældre mand, der døde af kræft i fængslet i 2000, og Herman Bell, som også stadig er i fængsel. Der var ingen tekniske beviser for at Jalil Muntaqim overhovedet havde været på gerningsstedet. Hans dom lød på 25 år til livstid, det vil sige at han for længst er berettiget til at søge om prøveløsladelse. Han har fået afslag 5 gange med henvisning til forbrydelsens alvor. Han er 62 år og har været fængslet i 42 år i en række af USA’s værste fængsler, og har nu for anden gang ophold i det berygtede fængsel Attica.

Leonard Peltier, som fylder 70 år i år, var en af lederne i den amerikanske indianerbevægelse. Selv om han fremlagde adskillige alibier for sin færden den morgen,  blev han i 1977 dømt for at have skudt to F:B.I. agenter i indianerreservatet Pine Ridge den 26. juni 1975. Han fik to livstidsdomme for overlagt mord, som skal afsones efter hinanden. Han har fået afslag på prøveløsladelse og næste gang, der skal tages stilling til det, er i juli 2024. Hans nuværende løsladelsesdato er 11. oktober 2040. Leonard Peltier betragtes som en politisk fange og han har modtaget støtte fra en lang række enkeltpersoner og institutioner, blandt andet fra Nelson Mandela, Desmond Tutu, FN’s menneskerettigheds kommissær, Amnesty International, Europa Parlamentet, Det belgiske parlament og det italienske parlament. På trods af hans helbredsproblemer, hans efterhånden høje alder og 37 års rejse gennem det amerikanske fængselssystem, ser det ikke ud til han vil blive benådet.

David Gilbert var mangeårig studenteraktivist og senere medlem af organisarionen ”Weather Underground”, som kan sammenlignes med Blekingegade banden og Rote Armé Fraktion i Tyskland. Det var en undergrundsorganisation, som samarbejdede med ”Black Liberation Army”. Selv om medlemmerne passede på, at uskyldige ikke kom til skade ved deres aktioner, gik det alligevel galt i oktober 1981, da de røvede en pengetransport. En vagt blev dræbt, og senere, da David Gilbert og hans hustru Kathy Boudin overgav sig til politiet, kom det til en skudveksling, hvor to betjente blev dræbt. David Gilbert flygtede fra stedet men blev anholdt og fængslet af politiet samme dag. I 1983 blev han idømt 75 års fængsel for delagtighed i 3 mord. Hans meget hårde dom skyldtes formentlig, at han ikke ville deltage i retssagen og ikke ville anerkende, at staten have ret til at dømme ham. Hustruen Kathy fik 20 år til livstid og blev prøveløsladt i 2003. Til sammenligning er alle Rote Armé Fractions medlemmer blevet løsladt fra de tyske fængsler ligesom Blekingegade bandens medlemmer er ude af dansk fængsel. David Gilbert er 69 år og har siddet fængslet i mere end 32 år. Han har for længst undskyldt for sin rolle i det tragiske tab af liv den dag, og han benægter heller ikke sin rolle I røveriet og de efterfølgende drab.
De aldrende fanger er enten uskyldige eller har fået en usædvanlig hård straf i forhold til det, de er blevet anklaget og dømt for. Der er en mikroskopisk risiko for at de begår nye forbrydelser, så hvorfor blive ved med at holde dem indespærret?
Det bliver de, fordi de er politiske fanger, der har begået den forfærdelige forbrydelse, at arbejde for et bedre og et mere retfærdigt samfund. Det amerikanske samfunds straf overfor dem, der vover at sætte spørgsmålstegn ved den gældende samfundsorden, er ubønhørlig og benhård, ja dødelig. Barmhjertighed findes hverken i fængselssystemet eller blandt politikerne.  
De bør straks løslades af humanitære grunde. Fængslerne er ikke plejehjem og alderdommen skal ikke tilbringes i et fængsel. Det er ikke menneskeværdigt.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar