Mumia Abu- Jamal, som er tidligere sort panter og prisbelønnet radio journalist, har hævdet, at kvalificerede sorte blev udelukket fra den jury, der dømte ham for at have myrdet en hvid politibetjent, Daniel Faukner, i Philadelphia i 1981. Der er en tidligere dom (Batson sagen) hvor en person har fået garanteret en ny retssag på grund af dette.
Abu-Jamals advokat Robert R. Bryan kaldte sin klients sag en ”hån mod retfærdigheden” og har udtalt, at han vil søge om en ny høring i Højesteret. Men anklageren Hugh Burns sagde, at af praktiske grunde var dette den sidste realistiske chance for at få en ny retssag.
Dødsdommen står nu i et tomrum, da Højesteret i U.S.A. endnu ikke har svaret på statsadvokatens anmodning om tilladelse til at eksekvere henrettelsesordren, som han fik i Philadelfia i 1982. Det er hans liv der nu står på spil.
Mumia Abu Jamals reaktion på afgørelsen var, at loven ikke betyder noget som helst, den er bare politik med andre midler. Forfatningen betyder ikke noget og en fair jury betyder heller ikke noget. Der har altid været andre regler for sorte i U.S.A.
Det kommer naturligvis heller ikke som nogen overraskelse for Mumia, som i årevis har studeret retssystemet indefra. Han nye bog ”Jailhouse Lawyers” beskriver et fænomen, som mange almindelige veluddannede amerikanere ikke kender noget til; fanger, der forsvarer andre fanger imod staten. Bogen er netop udkommet i U.S.A. og det er den 6. bog, han har skrevet i fængslet. Interesserede kan bestille den hjem fra www.citylights.com, da den ikke er oversat til dansk. Forhåbentlig bliver den det.
Mumia fortæller historier om sine medfanger, der har lært sig retssystemet for at repræsenterer andre fanger – mange af den uuddannede eller analfabeter – og som i nogle tilfælde har vundet sagerne og deres frihed. Med Mumias ord: ”Det er historien om loven, der er lært, ikke i elfenbenstårne på dyre universiteter, men nede på bunden af et slaveskib, i de mørke skjulte fangehuller i Amerika. Det er loven, der er lært i en grød af bitterhed under konstante trusler om vold, på steder hvor millioner af mennesker lever men som millioner af andre ønsker at glemme eller ignorere. Det er loven skrevet med blyantsstumper eller en ti-centimeter lang kuglepen med gråd og tænders gnidsel og med en klar viden om at straffen er lige uden for celle døren. Det er et andet perspektiv på loven, skrevet fra bunden, med det svage håb at retten bliver vendt om, uretfærdighed bliver omgjort. Det er hård lov.”
Amerikansk lov beskriver han som et instrument for de magtfulde. For de svage, de magtesløse og undertrykte er loven snarere en hindring end en hjælp.
I 1996 gennemførte den amerikanske præsident Bill Clinton en lov, den berygtede ”Prison Litigation Reform Act”, som begrænsede fangers ret til sagsøge staten. Forud for vedtagelsen af denne lov havde der været en heftig pressekampagne om alle de latterlige søgsmål, som fanger havde foretaget mod staten. At en fange modtog den forkerte slags peanut butter fra fængslets kantine, at der ikke var salatbar og brunch om søndagen og på helligdage og at håndklædet var hvidt i stedet for beige. Mumia fik fat på sagerne og gennemgik dem og det journalisterne havde skrevet passede slet ikke. Der var en helt andre historier end det, der var refereret i pressen, det var ganske enkelt løgn.
Mumia giver Bill Clinton nogle harske ord med på vejen, det var den totale overgivelse, hvor Clinton spillede flink overfor sine politiske modstandere mens han forrådte sine politiske allierede, sine valgkredse og sine egne grundfæstede politiske principper.
Perioden beskrives som en triumf for nyliberalismen, Clintons administration og de love som blev vedtaget i perioden 1995-97 tilgodeså interesserne hos de velstående i Wall Street og deres politiske fortalere på Capitol Hill og i det Hvide Hus. Men for de mange fattige og besiddelsesløse i Amerikas fangehuller var det et tiår med udelukkelse, hvor de blev hadet og gjort til syndebukke. Det var der fuldstændig consensus om.
Der er et helt kapitel om kvindelige fanger og eksempler på, hvordan kvindelige fanger har hjulpet andre kvinder. Den voldsomme stigning af fængsling af kvinder har undgået al offentlig opmærksomhed selv om fængslingsraten for nylig er steget med 300 %, hvor den for mænd er 214. Mens der fra 1930-1950 kun blev bygget 3 kvindefængsler, blev der i 1980 erne åbnet 43 nye fængsler for kvinder. Den voldsomme stigning sættes i forbindelse at mange lavtlønsjob i manufakturindustrien, som hovedsagelig beskæftigede kvinder, forsvandt ud af landet. Den såkaldte ”War on drugs”(krig mod stoffer) ramte især sorte kvinder hårdt. I 1994 var hele 82 % af dommene relateret til heroinmisbrug givet til sorte kvinder, og for narkotikadomme i øvrigt var det 50 %. Som med så mange andre retoriske ”krige ”iværksat af politikere og gennemført af politiske institutioner som lovgivning, retssystemet og fængsler, er de et skalkeskjul for en dybere social og racemæssig dagsorden. Den sorte feminist Joy James går så vidt som til at sige, at når man ser på statistikken er det en ”de facto”krig mod kvinder i samfundet.
På den ene side er Mumia Abu-Jamal meget positiv overfor de fanger der har brugt mange måneder, ja år på at sætte sig ind i lovgivningen og som også har overskud til at hjælpe andre end sig selv. Han fortæller eksempelvis om en sag, som var årsagen til at hele fængselsvæsenet i Texas blev ændret og forbedret. På den anden side er han udmærket klar over, at loven er politisk, den er det dommeren siger den er, og der er ikke tale om nogen form for retfærdighed. Han giver det råd til ”jailhouse lawyers” at de skal se ud igennem fængselstremmer og fængselsmure og forbinde sig med andre i verden og med de sociale bevægelser, der kan skabe frigørende og progressive rum i samfundet.
In prison my whole life (i fængsel hele mit liv)
Dette er titlen på en film, som en ung englænder på 22 år lavede sidste år og som blev vist på Sundance festivalen sidste år i New York. Mumia Abu-Jamals liv og hans grumme skæbne havde inspiret ham til tageover Atlanten og lave filmen om Mumia. Forhåbentlig kan den være med til at skabe så meget røre om sagen og om dødsstraf i almindelighed, at de amerikanske politikere og det amerikanske retssystem tænker sig om en ekstra gang. Var det ikke en idé at benåde manden, når nu retssystemet ikke kan sikre retfærdighed? Der bliver i disse dage holdt mange møder og arrangementer i USA om Mumia Abu-Jamal og måske lige så mange udenfor USA. I Tyskland var der i slutningen af 1990 erne store demonstrationer til støtte for Mumia i næsten alle større byer i Tyskland og sagen blev hurtigt taget op af Amesty international. I 2000 blev der i det tyske parlament vedtaget en resolution til støtte for Mumia og en lignende blev vedtaget i EU parlamentet.
En af de største støtter i Frankrig er Danielle Mitterand, den afdøde præsidents hustru, som også har besøgt Mumia på dødsgangen og en gade er opkaldt efter ham i Paris. Faktisk ser det næsten ud som om han har større støtte internationalt end i selve U.S.A. Et flertal af amerikanere har tilsyneladende accepteret dødsstraf og i Europa forstår man det ganske enkelt ikke. Hvordan kan et vestligt land med en demokratisk tradition henfalde til noget så babarisk som dødsstraf? Det er noget der hører hjemme i diktaturstater. På den mest umenneskelige måde bliver der i U.S.A henrettet flere hundrede mennesker hvert år, både mindreårige og mentalt syge. Det største antal i Texas i den tidligere præsident og krigsforbryder Bushs hjemstat, hvor han også som guvernør var ansvarlig for henrettelsen af det største antal fanger, der er blevet henrettet i nogen stat.
.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar