Besøg hos Mumia Abu-Jamal

Den 8. marts på den internationale kvindedag fik den amerikanske fængselsaktivist Anne Lamb et brev fra Mumia, hvor der stod at hun kunne besøge ham mellem den 7. Og den 13. Marts.

· ”Jeg har ventet på dette I 15 år, siger hun. I 5 år skrev jeg til Mumia hver fredag og han bad mig aldrig om at besøge ham, formentlig fordi han aldrig fik mine breve. Så kontaktede jeg hans advokat og til slut fik jeg dette brev. Jeg købte en flybillet til Pittsburgh med det samme.”

At besøge en indsat er aldrig nemt fordi næsten alle fængsler I USA ligger lant ude på landet, hvor der er meget få eller ingen offentlige transportmidler. Mumia-Abu-Jamal er på dødsgangen i SCI-Greene i Waynesburg, Pennsylvania. Der er en bus om dagen fra Pittsburgh. Så for at være der om morgenen kl. 8.30 kom Anne dagen før, sov på et lille nyåbnet hotel og gik hen til fængslet tidligt om morgenen.

· “Jeg sov næsten ikke den nat, måske 2 timer”, forklarede Anne,”jeg var så spændt på besøget.”

Det er et temmelig nyt fængsel og en del af det er for fanger med livstidsdomme og dødsdomme.

Indeni er fængslet enormt. Der er en masse sikkerhedsforanstaltninger, prøver for narkotika og 2 metaldetektorer før man får lov til at gå ad en lang korridor til besøgsrummet. Det tog noget tid for Anne før hun endelig kom til besøgsrum nummer 12.

” Hvorfor tog det så lang tid”, var det første Mumia sagde. Han stod i et lille besøgsrum med plexiglas i midten. Der var to smalle borde på hver side af glasset men ingen telefon, så man talte bare gennem glasset. Anne gik med det sammen hen til glasset og bankede på det som om hun ville slå det væk. Mumia stod på den anden side. Anne var forbavset over hvor høj han var, omkring 1.90 og hun selv er kun 166 cm høj.

· “Han så godt ud med lange dread-locks næsten til livet, men jeg var mest imponeret over hans forstand, den er skarp som en barberkniv,” udtalte Anne.

Hun begyndte samtalen med hilsener fra andre politiske fanger, fælles venner og bekendte. Snart talte de sammen som gamle venner. Hun ville gerne have, at han skulle vide at der havde været rygter om at andre fanger var imod den opmærksomhed, som Mumia fik, men det er slet ikke sandt. Ingen har udtrykt andet end støtte og dyb bekymring for hans liv og hans helbred. Samtalen tog langsomt en drejning og blev til en dyb filosofisk diskussion af, hvordan USA som supermagt skaber en illusion om, at den er almægtig og der ikke er noget vi kan gøre ved det.

· “Alle imperier går under”, sagde Mumia, ”vi ved bare ikke præcist hvornår og hvordan.”

Han talte om medierne, om hvordan nyheder ikke længere er nyheder, det erom hvordan man kan tabe I vægt og om ting man kan købe. De alternative medier skal mere frem og spredes.

Skolesystemet lærer ikke børnene at tænke kritisk, så de kommer ud af skole uvidende og knab I stand til at læse.

Alting bliver privatiseret, også skolesystemet. Videospillene er ekstremt voldelige og viser ikke konsekvensen af vold.

Mumia talte om “War on Drugs”, som er den amerikanske made at håndtere salg og misbrug af narkotika på i ghettoerne i de store byer, og hvordan det skaber en kaste – ikke en klasse – af mennesker som er ude af stand til at få arbejde og et sted at bo, fordi de har været straffet. Han fortalte om COINTELPRO,(hemmeligt F.B.I. program, der skulle tage sig af politiske modstandere) om hvordan vi må fortælle en yngre generationer om det. Der er stadig hundreder af fanger, der blev ofre for det og dømt for forbrydelser, de aldrig har begået. Mange af dem er stadig i fængsel, nu 30 år senere eller mere.

”Samtalen med Mumia var så fantastisk at jeg stadig føler at jeg svæver på en sky. Pludselig var tiden gået og jeg følte vi lige var begyndt, så jeg måtte forlade fængslet med en uafsluttet samtale,” fortalte Anne mig.

Efter besøget gik hun en lang tur. Hun gik 15 km bare for at konsumere samtalen.

Mumia Abu-Jamal har været på dødsgangen i årtier og er blevet ”de stemmeløses stemme”. Han har været i stand til at nå mennesker gennem fængselsmurene, en fantastisk evne hos en mand, der har været isolationsfængslet i lange perioder med meget begrænset kommunikation med verden udenfor, lukket inde på dødsgangen i de allermest fjendtlige omgivelser.