Veronza Bowers Jr, tidligere medlem af de sorte pantere, har været fængslet i omkring 35 år og er dermed en de politiske fanger i USA, som har været i fængslet i længst tid. Han holdes fanget i en forbedrelsesanstalt i Coleman, Florida.
Veronza blev dømt for mordet på en vagtbetjent på grund af et vidneudsagn fra to stikkere, som begge fik nedsat deres straf for andre forbrydelser af FBI’s anklagemyndighed. Der var ingen øjenvidner og ikke noget bevis udover stikkerne, som kunne forbinde ham med forbrydelsen. Under retssagen fik han ikke lov til at fremlægge sit alibi, ligesom vidneudsagn fra stikkernes slægtninge, der påstod at de løj, ikke fik lov til at blive fremlagt. Alle anklager mod stikkerne blev frafaldet og den ene fik 10.000 dollars af regeringen i henhold til anklagerens rapport. Veronza har hele tiden erklæret sig uskyldig i den forbrydelse, som han aldrig har begået –selv om det har betydet, at en anmodning om prøveløsladelse er blevet afslået – det kræver en tilståelse - så har han hele tiden fastholdt sin uskyld.
De sorte pantere blev mål for J. Edgar Hoover og FBI’s program mod statens indre fjender COINTELPRO. I årene fra 1956 til 1971 blev personer og bevægelser, der var involveret il helt legale politiske aktiviteter, overvåget, infiltreret, manipuleret og provokerede til forbrydelse af COINTELPRO. Hoover omtalte de sorte pantere som den største trussel mod USA’s indre sikkerhed, og han gav ordre til overvågning af mange anti-krigs ledere og sorte, inklusiv Martin Luther King.
I de mange år Veronza har været indespærret, har han været en ”mønsterfange”. Han er forfatter, musiker, studerer healing fra Asien og er stærkt interesseret i buddistisk meditation. Han har også praktiseret håndspålæggende healing i de anstalter han har været indsat i. Veronza er æresmedlem i en spirituel indiansk kulturgruppe, ”Lompoc Tribe of Five Feathers”. Han er også mentor og grundlægger af ”All–Faith Meditation Group”, en spirituel gruppe, der praktiserer meditation ved at bruge den traditionelle japanske shakuhachi fløjte.
Selv om Veronza har fået støttebreve fra en del højtstående personer og et medlem af USA’s kongres, bliver han fortsat nægtet løsladelse, fordi USA’s Løsladelses kommission blander sig. En afgørelse for nylig af den regionale løsladelses kommission, som ville bevilge ham løsladelse, blev omgjort at den nationale kommission. På trods af at sandheden er kommer ud om det høje antal af indsatte, som er blevet uforskyldt dømt og fængslet.
”Jeg sender jer alle sammen mine varmeste hilsner fra 31 år dybt nedefra bæstets mave.
Som I ved er jeg et tidligere medlem af de originale sorte pantere ( Black Panther Party), og selv om regeringens embedsmænd hævder, at der ikke er politiske fanger i landets fængsler og anstalter, er det simpelthen ikke sandt. Da jeg allerede har ”aftjent” over tre årtier med uafbrudt forvaring i et statsfængsel, er jeg en af de længst holdte politiske fanger i USA. Der er en hel del af os spredt rundt, men det er en meget lang historie.
Forestil dig dette…. hvis du tør:
Efter at have været nægtet prøveløsladelse i 30 år, selv om din opførsel har været eksemplarisk i over 20 år og du for længst har opfyldt kriteriet for at blive prøveløsladt, kommer endelig datoen for løsladelsen, den 7. april 2004. Alting er parat.
Din datter, som var 5 år gammel, da du blev sat i fængsel, er nu 36 år. Hun har sendt dig et flot moderigtigt sæt tøj, så du kan være rigtigt klædt på til at træde ud i friheden. Hun og to af dine søstre er fløjet fra den anden ende af landet for at være udenfor fængselsporten for at samle dig op. En stor fest er planlagt, hvor alle bringer alt mulig slags mad. Et levende orkester skal spille jazz og blues, og de er der alle sammen for at byde dig velkommen med betingelsesløs kærlighed og støtte.
I fængslet har der været en gå-hjem komsammen og venner er kommet med mad, musik og tårer i øjnene, snak og latter. Alle var der for at ønske dig alt godt i fremtiden.
Du har givet alle dine ejendele væk til dine venner, armbåndsur, vækkeur, træningstøj, shorts og tennissko, vægtløfterbælte, besøgstøj og sko, regnponcho, udsalgstøj og en vinterfrakke. Det eneste du har beholdt er din Taipei Shakuhachi sølv fløjte og nogle bøger.
Du har brugt al din telefontid, for efter den 6. april vil du ikke få brug for den længere. Du har været rundt og givet hånd og fået knus af mange, som du aldrig regner med at få at se igen. Du har endda prøvet at sige nogle opmuntrende ord til de unge og gamle mænd, som du vidste ar efterladt i en desperat og håbløs situation.
Ja, tiden nærmede sig hvor du skulle forlade en verden af stål og beton, pigtråd og skydetårne - landet med de levende døde- og de var meget glad og på samme tid meget ked af det.
Det sidste officielle tid du skulle gøre, gjorde du. All fanger skal på dagen før deres faktiske løsladelsesdag ”gå rundt om en enebærbusk” du skal tage dine udgangspapirer rundt til hver afdeling for at få deres underskrift, det betyder at du ikke længere har nogen forpligtelser overfor den afdeling. Alt er parat til at tage af sted.
Efter du har gjort alt det sidder du udenfor træningscentret sammen med to af dine nærmeste venner og nyder et øjebliks stilhed. En meddelelse over højtaleren bryder stilheden og, giver dig ordre til straks at gå til dit kvarter. Du ved at der er noget galt. Din sjette sans, måske den syvende, fortæller dig det straks.
Da du går ind i din rådgivers kontor, ved du hvad han vil sige endda før han siger det. Det eneste, der har holdt dig oppe og fået dig gennem de hårdeste tidspunkter, endda fået dig igennem de tidspunkter, hvor knivsblade flængede mod huden, da kugler fløj i luften og prøvede at finde din krop, da du fik at vide at din kære mor var gået bort og embedsmændene ikke ville lade dig komme med til hendes begravelse selv om der kun var syv måneder til din løsladelse, ja og et suk ad gangen.
”Du får ikke lov til at forlade fængslet i morgen.”
Du vidste det allerede, men du vidste ikke hvorfor og du tager en dyb indånding, en indånding, to indåndinger. En mærkelig stilhed fylder rummet, og da det er helt tydeligt, at en reaktion er ventet af dig, fortsætter du bare med at fokusere på indåndingen. ”Hvorfor?”
”Alt hvad vi ved er, at den nationale løsladelses kommission ringede til institutionen og gav ordre til, at du ikke blev løsladt i morgen. Fængselsinspektøren var meget oprevet og han har talt i telefon med dem hele dagen for at få noget klarhed.”
Sådan ! En simpel telefonopringning fra den National Løsladelses kommission i Maryland og alle dine planer om at træde ud i friheden” er aflyst, udslettet, annulleret indtil videre.
Den 2. maj havde jeg et møde med en advokat, Gilda Sherrod-Ali fra Washington D.C. Min situation er nu, at jeg er fængslet ULOVLIGT, siden min sidste løsladelsesdato var 7. april 2004.
Sådan står det til på denne side af helvede. Jeg vil gerne takke jer, alle mine venner, for den kærlighed, støtte og omsorg I har givet mig.
Tidligere var det sådan, at I ikke tøvede, når jeg bad om økonomisk tilskud til at dække advokat bistand. Jeg bliver nødt til at bede om det igen. Der bliver en runde mere, og uheldigvis er der ikke så mange advokater, der vil, som i tresserne. Så ethvert bidrag du kan give til advokatudgifter vil virkelig blive værdsat.
Jeg forbliver standhaftig og ser frem til en bedre fremtid for os alle. (brevet er lettere forkortet)
Veronza Bowers Jr. blev ikke løsladt. Han sidder stadig i fængsel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar