De glemte politiske fanger i U.S.A.

I fængslerne i USA sidder et ukendt antal politiske fanger, som er tidligere medlemmer af de sorte pantere (Black Panther Party) og andre lignende organisationer. Løst anslået er der måske 300 i denne kategori. De er blevet ofre for en menneskejagt, indledt af FBI’s afdeling for interne fjender COINTELPRO. (COunter INTELligence PROgranmme). Mange af dem er falsk anklaget for drab og idømt livsvarige domme. Mere end 40 år efter sidder de stadigvæk i fængsel. De er efterhånden oppe i årene, flere af dem lider af forskellige sygdomme, og de er begyndt at dø i fængslerne.

Den 71-årige Herman Wallace døde i oktober 2013 efter af have siddet fængslet i 41 år i det berygtede Angola fængsel i Louisiana i USA. Han blev samme med to andre dømt for at have stukket en fængselsbetjent ihjel i 1971. De tre dømte, han selv, Albert Woodfox og Robert King havde dannet en afdeling af de sorte pantere i fængslet og var begyndt at organisere fangerne. Herman Wallace har igennem alle årene hævdet han var uskyldig. Efter han var blevet anklaget for drabet blev han sat i isolationsfængsel i 1972, i en lille celle, som han kun fik lov til at forlade en time om dagen nogle få gange om ugen. Her sad han indtil juni 2013, hvor han blev overført til et fængselshospital efter han havde fået konstateret leverkræft. En dommer erklærede hans dom forfatningsstridig, fordi der ingen kvinder havde været blandt nævningene, men først efter to ordrer fra en dommer og en trussel om foragt for retten, blev han løsladt af fængselsvæsenet den 1. oktober 2013. Han døde af sin sygdom 3 dage efter.

En af de meget kendte politiske fanger, Mumia Abu-Jamal, har også siddet isolationsfængslet i årtier. Han var i 1981 en kendt radiojournalist i Philadelfia i staten Pennsylvania, USA, og var også tidligere medlem af de sorte pantere. Han blev i dømt til døden for drabet på en politibetjent i en retssag, hvor dommeren i en sidebemærkning skulle have sagt, at han nok skulle hjælpe dem med at stege den nigger. Ligesom Herman Wallace har han altid hævdet han var uskyldig. Efter dommen blev han isolationsfængslet på dødsgangen. Efter talrige appeller og krav om en ny retssag meddelte statsadvokaten I december 2011, at han ikke længere ville søge dødsdommen fuldbyrdet. Han blev flyttet fra dødsgangen i januar 2012 og kan i stedet se frem til livsvarigt fængsel uden mulighed for prøveløsladelse. Mumia Abu-Jamal fylder 60 år i år og har siddet i fængsel siden han var 27, det vil sige i over 32 år, heraf de 30 år på dødsgangen.

 Den 77-årige Sundiata Acoli var som de to forrige medlem af de sorte pantere og var efter partiets opløsning medlem af undergrundsorganisationen Black Liberation Army. I maj 1973 kørte han i en bil på motorvejen sammen med to kammerater, Zayd Shakur og Assata Shakur. De blev standset af nogle betjente og en skudveksling resulterede i 2 døde, Zayd Skakur og en betjent. Sundiata Acoli flygtede men blev senere taget til fange og idømt fængsel på livstid plus 30 år. Den anden passager i bilen, Assata Shakur blev alvorligt såret og fængslet. Hun blev også idømt livsvarigt fængsel. Hun flygtede i 1977 og bor i dag i Cuba, hvor hun har politisk asyl. Sundiata blev mishandlet og tortureret i flere fængsler og blandt andet indsat i en celle, der var mindre end et hundebur. I 1992 var han berettiget til prøveladelse, men fik et ”hit” på 20 år. Det betød, at der skulle gå mindst 12 år før han igen kunne søge om prøveløsladelse. I 2010 blev han igen nægtet prøveløsladelse og fik et ”hit” på 10 år. Dette ”hit” blev kendt forfatningsstridigt, han kunne kun få det for 3 år. Hans ansøgning blev taget op igen i 2013, hvor han endnu engang blev nægtet prøveløsladelse. På toogfyrretyvende år sidder han altså stadig fængslet, dog ikke mere i et ”maximum security” fængsel men i et ”medium security” fængsel.

Jalil Muntaqim, tidligere Anthony Bottom, var kun 19 år, da han blev fængslet i 1971 i Oakland, Californien. Han var studerende og aktivist og talte på skoler og var også medlem af de sorte pantere. Mens han sad fængslet blev han sammen med to andre anklaget i en sag fra New York, hvor 2 politibetjente var blevet dræbt i en skudveksling. Retssagen var farceagtig og måtte gå om 2 gange, fordi nævningene ikke kunne blive enige. De to andre var Albert ”Nuh” Wahington, en ældre mand, der døde af kræft i fængslet i 2000, og Herman Bell, som også stadig er i fængsel. Der var ingen tekniske beviser for at Jalil Muntaqim overhovedet havde været på gerningsstedet. Hans dom lød på 25 år til livstid, det vil sige at han for længst er berettiget til at søge om prøveløsladelse. Han har fået afslag 5 gange med henvisning til forbrydelsens alvor. Han er 62 år og har været fængslet i 42 år i en række af USA’s værste fængsler, og har nu for anden gang ophold i det berygtede fængsel Attica.

Leonard Peltier, som fylder 70 år i år, var en af lederne i den amerikanske indianerbevægelse. Selv om han fremlagde adskillige alibier for sin færden den morgen,  blev han i 1977 dømt for at have skudt to F:B.I. agenter i indianerreservatet Pine Ridge den 26. juni 1975. Han fik to livstidsdomme for overlagt mord, som skal afsones efter hinanden. Han har fået afslag på prøveløsladelse og næste gang, der skal tages stilling til det, er i juli 2024. Hans nuværende løsladelsesdato er 11. oktober 2040. Leonard Peltier betragtes som en politisk fange og han har modtaget støtte fra en lang række enkeltpersoner og institutioner, blandt andet fra Nelson Mandela, Desmond Tutu, FN’s menneskerettigheds kommissær, Amnesty International, Europa Parlamentet, Det belgiske parlament og det italienske parlament. På trods af hans helbredsproblemer, hans efterhånden høje alder og 37 års rejse gennem det amerikanske fængselssystem, ser det ikke ud til han vil blive benådet.

David Gilbert var mangeårig studenteraktivist og senere medlem af organisarionen ”Weather Underground”, som kan sammenlignes med Blekingegade banden og Rote Armé Fraktion i Tyskland. Det var en undergrundsorganisation, som samarbejdede med ”Black Liberation Army”. Selv om medlemmerne passede på, at uskyldige ikke kom til skade ved deres aktioner, gik det alligevel galt i oktober 1981, da de røvede en pengetransport. En vagt blev dræbt, og senere, da David Gilbert og hans hustru Kathy Boudin overgav sig til politiet, kom det til en skudveksling, hvor to betjente blev dræbt. David Gilbert flygtede fra stedet men blev anholdt og fængslet af politiet samme dag. I 1983 blev han idømt 75 års fængsel for delagtighed i 3 mord. Hans meget hårde dom skyldtes formentlig, at han ikke ville deltage i retssagen og ikke ville anerkende, at staten have ret til at dømme ham. Hustruen Kathy fik 20 år til livstid og blev prøveløsladt i 2003. Til sammenligning er alle Rote Armé Fractions medlemmer blevet løsladt fra de tyske fængsler ligesom Blekingegade bandens medlemmer er ude af dansk fængsel. David Gilbert er 69 år og har siddet fængslet i mere end 32 år. Han har for længst undskyldt for sin rolle i det tragiske tab af liv den dag, og han benægter heller ikke sin rolle I røveriet og de efterfølgende drab.

De aldrende fanger er enten uskyldige eller har fået en usædvanlig hård straf i forhold til det, de er blevet anklaget og dømt for. Der er en mikroskopisk risiko for at de begår nye forbrydelser, så hvorfor blive ved med at holde dem indespærret?

Det bliver de, fordi de er politiske fanger, der har begået den forfærdelige forbrydelse, at arbejde for et bedre og et mere retfærdigt samfund. Det amerikanske samfunds straf overfor dem, der vover at sætte spørgsmålstegn ved den gældende samfundsorden, er ubønhørlig og benhård, ja dødelig. Barmhjertighed findes hverken i fængselssystemet eller blandt politikerne.  

De bør straks løslades af humanitære grunde. Fængslerne er ikke plejehjem og alderdommen skal ikke tilbringes i et fængsel. Det er ikke menneskeværdigt.

Pris til Mumia Abu-Jamal i Paris

Den kendte politiske fange, forfatter, tidligere radiojournalist og medlem af de sorte pantere Mumia Abu-Jamal er blevet tildelt Franz Fanon prisen.

Hans broder Keith modtog den på hans vegne ved en ceremoni i Paris den 26. februar 2012.
Mumia havde fået indspillet en 17 minutter lang udtalelse, som blev afspillet for dem, der overværede ceremonien.

I udtalelsen fortæller han om Fanon, forfatter til bogen »Fordømte her på Jorden«, der analyserede nykolonialismen og forudså mange af kampene, fra de seneste år i Afrika.

Franz Fanon var både antiimperialist og revolutionær, siger Mumia. Han afsluttede med at henvende sig til publikum på fransk med ordene: Vive Fanon!

Marilyn Buck og Lolita Lebron

Der er i USA et ukendt antal fanger, der kan betegnes som politiske fanger. De fleste af dem er ukendte af offentligheden. En større gruppe, over 200, er tidligere medlemmer af De Sorte Pantere, som blev dømt i halvfjerdserne under indflydelse af forbundspolitiet FBI’s COINTELPRO program.

Det var et hemmeligt program, der med alle midler skulle forsøge at tilintetgøre USA’s indre fjender, og til dem hørte først og fremmest De Sorte Pantere.

Der er imidlertid også mange andre modstandsgupper, der er blevet forfulgt af FBI, for eksempel bevægelsen, der går ind for Porto Rico’s selvstændighed og antiimperialistiske grupper som »The Weather Underground«.

To fantastiske og mindeværdige kvinder døde  i begyndelsen af august 2010. Begge kvinder tilbragte mere end 25 år i fængsel i USA som politiske fanger. De to mødtes faktisk på et tidspunkt, mens de afsonede deres straf i det samme fængsel.

Og så to kvinder

Lolita Lebon sov stille ind af en hjertesygdom den 1. august 2010 næsten 90 år gammel, og Marilyn Buck døde af kræft i Brooklyn den 3. august 2010, kun 62 år gammel.

Lolita Lebron blev med et slag kendt, da hun in 1954 sammen med en gruppe puertoricanske nationalister gennemførte en aktion i den amerikanske kongres.

Hun ledte en gruppe unge mænd, der den 1. marts 1954 gik ind i Capitol. Resten af gruppen ville aflyse, fordi det var sent, og det regnede, men Lolita Lebron sagde »Jeg er alene« og fortsatte ind i bygningen.

Gruppen fulgte efter, og de satte sig alle i galleriet for besøgende. Da Lolita Lebron gav signal, afsagde de en stille bøn og Lolita rejste sig og råbte: »Viva Puerto Rico libre!« Hun foldede det puertoricanske flag ud, mens gruppen affyrede 30 skud med automatiske våben.

Fire kongresmedlemmer blev såret, men ingen af dem døde. Lebron hævdede, at hun affyrede sine skud mod loftet, og da hun blev arresteret sagde hun: »Jeg kom ikke her for at dræbe nogen, jeg kom for at dø for Puerto Rico«.

puerto rico

Puerto Rico er ikke en amerikansk stat, men øerne er stadig besat af USA. Puerto Rico har været en amerikansk koloni siden 1898, og puertoricanerne blev amerikanske statsborgere i 1917.

Officielt har Puerto Rico status som et selvstyrende territorium. Der er flere uafhængighedsbevægelser i Puerto Rico. En af dem er det nationalistiske parti, som Lolita Lebron tilhørte.

Under den efterfølgende retssag blev Lolita Lebron dømt skyldig i forsøg på at vælte den amerikanske regering og blev idømt en straf på mindst 16 og op til 50 år. Efterfølgende fik hun seks år mere for »sammensværgelse«.

Efter de første 15 år fik hun tilbudt prøveløsladelse mod at give offentligheden en undskyldning. Det nægtede hun.

I 1979 blev hun benådet af præsident Jimmy Carter efter 25 år i fængsel. Hun flyttede til San Juan i Puerto Rico og fortsatte med at deltage i aktiviteter for et uafhængigt Puerto Rico. Lolita Lebron, hvis fulde navn var Dolores »Lolita« Lebron Sotomayor, var en legende, og efter sin død er hun blevet hyldet og mindet med stor ærbødighed af den puertoricanske befolkning i USA.

Marilyn Jean Buck var kommunist, anti-imperialist og anti-racist. Hendes forældre var aktive i borgerretsbevægelsen, og hun blev selv tidligt som studerende aktiv i SDS, som var studenterorganisationen i borgerretsbevægelsen i USA.

Hun demonstrerede som tusinder af andre unge mod krigen i Vietnam og imod USA’s imperialisme rundt omkring i verden. I 1973 blev hun idømt ti års fængsel for i to tilfælde at have købt ammunition, som ellers er lovligt, med et falsk identitetskort.

hårde domme

Efter en udgang i 1977 udeblev hun fra fængslet og gik i stedet »under jorden«.

Indtil sin tilfangetagelse i 1983 arbejdede hun blandt andet sammen med De Sorte Pantere og »Black Liberation Army« og hun deltog i den vellykkede befrielse af Assata Shakur, som helt udramatisk blev befriet fra fængslet og senere fik politisk asyl i Cuba.

I 1985 blev hun dømt for at have deltaget i en serie af bombninger mod Capitol og militære anlæg som protest mod USA’s udenrigspolitik i Mellemøsten og i Central- og Sydamerika. Alle bombningerne blev nøje planlagt, så ingen mennesker kom til skade.

Hun blev også dømt for at have været med i planlægningen af et overfald på en pengetransport, det såkaldte »Brinks robbery«, hvor en vagt og to politibetjente blev dræbt.

Igennem de mange år i fængsel tog Marilyn en universitetsgrad i litteratur og skrev artikler om forholdene i fængslet og om fængselssystemet i USA. Hun har også oversat den latinamerikanske forfatter Cristina Peri Rossi til engelsk.

Allerhelst udtrykte hun sig gennem poesi. Hun modtog en pris herfor i 2001, og hun har skrevet digtet »Black August«, som er en hyldest til frihedskæmpere og politiske fanger i USA.

Marilyn Buck forblev fængslet indtil den 15. juli sidste år, men ved løsladelsen var hun allerede uhelbredeligt syg af en aggressiv form for livmoderkræft.

Kun gennem intervention fra hendes mangeårige ven og advokat Jill Soffiyah Elijah, lykkedes det at få hende løsladt før den oprindelige løsladelsesdato den 8. august 2010. Hun døde stille omgivet af venner og familie i hjemmet i Brooklyn.

BreaktheChains.info: Jalil Muntaqim's New Book now available

BreaktheChains.info: Jalil Muntaqim's New Book now available

Besøg hos Mumia Abu-Jamal

Den 8. marts på den internationale kvindedag fik den amerikanske fængselsaktivist Anne Lamb et brev fra Mumia, hvor der stod at hun kunne besøge ham mellem den 7. Og den 13. Marts.

· ”Jeg har ventet på dette I 15 år, siger hun. I 5 år skrev jeg til Mumia hver fredag og han bad mig aldrig om at besøge ham, formentlig fordi han aldrig fik mine breve. Så kontaktede jeg hans advokat og til slut fik jeg dette brev. Jeg købte en flybillet til Pittsburgh med det samme.”

At besøge en indsat er aldrig nemt fordi næsten alle fængsler I USA ligger lant ude på landet, hvor der er meget få eller ingen offentlige transportmidler. Mumia-Abu-Jamal er på dødsgangen i SCI-Greene i Waynesburg, Pennsylvania. Der er en bus om dagen fra Pittsburgh. Så for at være der om morgenen kl. 8.30 kom Anne dagen før, sov på et lille nyåbnet hotel og gik hen til fængslet tidligt om morgenen.

· “Jeg sov næsten ikke den nat, måske 2 timer”, forklarede Anne,”jeg var så spændt på besøget.”

Det er et temmelig nyt fængsel og en del af det er for fanger med livstidsdomme og dødsdomme.

Indeni er fængslet enormt. Der er en masse sikkerhedsforanstaltninger, prøver for narkotika og 2 metaldetektorer før man får lov til at gå ad en lang korridor til besøgsrummet. Det tog noget tid for Anne før hun endelig kom til besøgsrum nummer 12.

” Hvorfor tog det så lang tid”, var det første Mumia sagde. Han stod i et lille besøgsrum med plexiglas i midten. Der var to smalle borde på hver side af glasset men ingen telefon, så man talte bare gennem glasset. Anne gik med det sammen hen til glasset og bankede på det som om hun ville slå det væk. Mumia stod på den anden side. Anne var forbavset over hvor høj han var, omkring 1.90 og hun selv er kun 166 cm høj.

· “Han så godt ud med lange dread-locks næsten til livet, men jeg var mest imponeret over hans forstand, den er skarp som en barberkniv,” udtalte Anne.

Hun begyndte samtalen med hilsener fra andre politiske fanger, fælles venner og bekendte. Snart talte de sammen som gamle venner. Hun ville gerne have, at han skulle vide at der havde været rygter om at andre fanger var imod den opmærksomhed, som Mumia fik, men det er slet ikke sandt. Ingen har udtrykt andet end støtte og dyb bekymring for hans liv og hans helbred. Samtalen tog langsomt en drejning og blev til en dyb filosofisk diskussion af, hvordan USA som supermagt skaber en illusion om, at den er almægtig og der ikke er noget vi kan gøre ved det.

· “Alle imperier går under”, sagde Mumia, ”vi ved bare ikke præcist hvornår og hvordan.”

Han talte om medierne, om hvordan nyheder ikke længere er nyheder, det erom hvordan man kan tabe I vægt og om ting man kan købe. De alternative medier skal mere frem og spredes.

Skolesystemet lærer ikke børnene at tænke kritisk, så de kommer ud af skole uvidende og knab I stand til at læse.

Alting bliver privatiseret, også skolesystemet. Videospillene er ekstremt voldelige og viser ikke konsekvensen af vold.

Mumia talte om “War on Drugs”, som er den amerikanske made at håndtere salg og misbrug af narkotika på i ghettoerne i de store byer, og hvordan det skaber en kaste – ikke en klasse – af mennesker som er ude af stand til at få arbejde og et sted at bo, fordi de har været straffet. Han fortalte om COINTELPRO,(hemmeligt F.B.I. program, der skulle tage sig af politiske modstandere) om hvordan vi må fortælle en yngre generationer om det. Der er stadig hundreder af fanger, der blev ofre for det og dømt for forbrydelser, de aldrig har begået. Mange af dem er stadig i fængsel, nu 30 år senere eller mere.

”Samtalen med Mumia var så fantastisk at jeg stadig føler at jeg svæver på en sky. Pludselig var tiden gået og jeg følte vi lige var begyndt, så jeg måtte forlade fængslet med en uafsluttet samtale,” fortalte Anne mig.

Efter besøget gik hun en lang tur. Hun gik 15 km bare for at konsumere samtalen.

Mumia Abu-Jamal har været på dødsgangen i årtier og er blevet ”de stemmeløses stemme”. Han har været i stand til at nå mennesker gennem fængselsmurene, en fantastisk evne hos en mand, der har været isolationsfængslet i lange perioder med meget begrænset kommunikation med verden udenfor, lukket inde på dødsgangen i de allermest fjendtlige omgivelser.

Leonard Peltier kan blive løsladt

Den tidligere aktivist og medlem af den amerikanske indianer bevægelse Leonard Peltier blev i 1977 dømt for at have dræbt 2 FBI agenter, Leonard Peltier har igennem alle årene erklæret sig uskyldig og hævder at beviserne var falske.

Den 28. juli 2009 var der en høring ang. prøveladelse. Det er første gang under Obamas regering, og Leonard Peltiers advokat Eric Seitz fortalte, at Peltier havde været veltalende og havde talt i over en time om dagens karakter, fængslingen og planer for fremtiden. Han er i dag 65 år gammel.

Der var dog også repræsentanter fra FBI og slægtninge til andre dræbte, der argumenterede for, at Peltier skulle sidde i fængsel resten af livet. Prøveløsladelses kommissionen skal senest efter 21 dage komme med en afgørelse, dvs. den 18. august.

Leonard Peltier har fået international støtte, i 1980'erne var der er også en støttekomité i Danmark. Men selv om der er støttegrupper over hele U.S.A. og mange steder i verden er der ikke mange i dag, som kender til eksistensen af politiske fanger i de forenede stater. Spørger man folk på gaden i hovedstaden Washington DC, er de forundrede over, at det skulle være tilfældet og stiller sig tvivlende overfor, at den egentlige baggrund for fængslingen var er modstand som Peltier, som indianer og en af Amerikas oprindelige beboere, har ydet overfor regimet.

I slutningen af 1950'erne begyndte den amerikanske regering af skære ned på forsyningen af fødevarer og varer, som blev givet til indianerne i reservaterne. En meget beskeden kompensation for de enorme landområder, som var blevet stjålet fra dem. De blev tilbudt penge for at forlade deres land, alternativet for den var at sulte i reservaterne. Mange var tvunget til at flytte til byer som Minneapolis, Milwaukee, Cleveland, Los Angeles og Chicago. Her ventede dem kun arbejdsløshed, dyb fattigdom og desperation i storbyernes slumområder.

Allerede som 14-årig hørte han på et møde, hvor man diskuterede lukningen af reservatet, en gammel indianerkvinde stå op og sige: Hvor er vores krigere? Hvorfor er der ingen, der kæmper for vort sultende folk? Fra den dag vidste Leonard Peltier, at han ville bruge sit liv til kæmpe for indianernes rettigheder.

Hans første konfrontation med U.S.A.'s regering var i 1970, hvor han sammen med en gruppe indianske demonstranter foretog en fredelig besættelse af den forladte Fort Lawdon udenfor Seattle i staten Washington. Demonstranterne blev taget til fange og sat i celler efter at være blevet mødt med maskingeværer og flammekastere. Under arrestationen blev de grundigt gennembanket og tæsket af politiet. Da de endeligt blev løsladt nægtede Peltier at forlade stedet før alle demonstranterne var blevet frigivet.

Besættelsen af fortet har siden fået en lykkelig udgang. I dag er Fort Lawton et indiansk kulturcenter.

Herefter rejste Peltier rundt i U.S.A. og sluttede sig til AIM (American Indian Movement) i Colorado. I 1972 deltog Peltier i march fra San Francisco tværs over U.S.A. til Washington DC.

Marchen blev kaldt ”The Trail of broken Treaties”, de brudte traktaters sti. I Washington DC endte karavanen med en husbesættelse og optøjer. Situationen blev dog løst ved forhandling men efterfølgende blev organisationen AIM klassificeret som en ekstremist organisation og lederne af organisationen som ”nøgle ekstremister.” Fra da af blev de også overvåget af FBI's hemmelige efterretningsvæsen COINTELPRO (CounterINtelligencePROgram).

I november 1972 blev Leonard Peltier falskt anklaget for mordet på en politibetjent i Milwaukee og tilbragte 4 måneder i fængsel hvorefter han blev løsladt mod kaution Straks efter løsladelsen gik Leonard Peltier ”under jorden”. Først i 1978 blev han frikendt for sigtelsen.

I de følgende år deltog Peltier i organiseringen af en række fredelige manifestationer, herunder ”Sundance festival” frem til den 26. juni 1975, hvor 2 FBI agenter døde efter en skudveksling.

Leonard Peltier blev fængslet og dømt for drabene i 1977 og har siden været uskyldigt - og måske ulovligt - fængslet i 33 år.

Højesteret i U.S.A. nægter Mumia Abu-Jamal en ny retssag

Den 6. april 2009 afgjorde Højesteret i U.S.A. at Mumia Abu-Jamal, som sidder på dødsgangen, ikke kan få en ny retssag.

Mumia Abu- Jamal, som er tidligere sort panter og prisbelønnet radio journalist, har hævdet, at kvalificerede sorte blev udelukket fra den jury, der dømte ham for at have myrdet en hvid politibetjent, Daniel Faukner, i Philadelphia i 1981. Der er en tidligere dom (Batson sagen) hvor en person har fået garanteret en ny retssag på grund af dette.

Abu-Jamals advokat Robert R. Bryan kaldte sin klients sag en ”hån mod retfærdigheden” og har udtalt, at han vil søge om en ny høring i Højesteret. Men anklageren Hugh Burns sagde, at af praktiske grunde var dette den sidste realistiske chance for at få en ny retssag.

Dødsdommen står nu i et tomrum, da Højesteret i U.S.A. endnu ikke har svaret på statsadvokatens anmodning om tilladelse til at eksekvere henrettelsesordren, som han fik i Philadelfia i 1982. Det er hans liv der nu står på spil.

Mumia Abu Jamals reaktion på afgørelsen var, at loven ikke betyder noget som helst, den er bare politik med andre midler. Forfatningen betyder ikke noget og en fair jury betyder heller ikke noget. Der har altid været andre regler for sorte i U.S.A.

Det kommer naturligvis heller ikke som nogen overraskelse for Mumia, som i årevis har studeret retssystemet indefra. Han nye bog ”Jailhouse Lawyers” beskriver et fænomen, som mange almindelige veluddannede amerikanere ikke kender noget til; fanger, der forsvarer andre fanger imod staten. Bogen er netop udkommet i U.S.A. og det er den 6. bog, han har skrevet i fængslet. Interesserede kan bestille den hjem fra www.citylights.com, da den ikke er oversat til dansk. Forhåbentlig bliver den det.

Mumia fortæller historier om sine medfanger, der har lært sig retssystemet for at repræsenterer andre fanger – mange af den uuddannede eller analfabeter – og som i nogle tilfælde har vundet sagerne og deres frihed. Med Mumias ord: ”Det er historien om loven, der er lært, ikke i elfenbenstårne på dyre universiteter, men nede på bunden af et slaveskib, i de mørke skjulte fangehuller i Amerika. Det er loven, der er lært i en grød af bitterhed under konstante trusler om vold, på steder hvor millioner af mennesker lever men som millioner af andre ønsker at glemme eller ignorere. Det er loven skrevet med blyantsstumper eller en ti-centimeter lang kuglepen med gråd og tænders gnidsel og med en klar viden om at straffen er lige uden for celle døren. Det er et andet perspektiv på loven, skrevet fra bunden, med det svage håb at retten bliver vendt om, uretfærdighed bliver omgjort. Det er hård lov.”

Amerikansk lov beskriver han som et instrument for de magtfulde. For de svage, de magtesløse og undertrykte er loven snarere en hindring end en hjælp.

I 1996 gennemførte den amerikanske præsident Bill Clinton en lov, den berygtede ”Prison Litigation Reform Act”, som begrænsede fangers ret til sagsøge staten. Forud for vedtagelsen af denne lov havde der været en heftig pressekampagne om alle de latterlige søgsmål, som fanger havde foretaget mod staten. At en fange modtog den forkerte slags peanut butter fra fængslets kantine, at der ikke var salatbar og brunch om søndagen og på helligdage og at håndklædet var hvidt i stedet for beige. Mumia fik fat på sagerne og gennemgik dem og det journalisterne havde skrevet passede slet ikke. Der var en helt andre historier end det, der var refereret i pressen, det var ganske enkelt løgn.

Mumia giver Bill Clinton nogle harske ord med på vejen, det var den totale overgivelse, hvor Clinton spillede flink overfor sine politiske modstandere mens han forrådte sine politiske allierede, sine valgkredse og sine egne grundfæstede politiske principper.

Perioden beskrives som en triumf for nyliberalismen, Clintons administration og de love som blev vedtaget i perioden 1995-97 tilgodeså interesserne hos de velstående i Wall Street og deres politiske fortalere på Capitol Hill og i det Hvide Hus. Men for de mange fattige og besiddelsesløse i Amerikas fangehuller var det et tiår med udelukkelse, hvor de blev hadet og gjort til syndebukke. Det var der fuldstændig consensus om.

Der er et helt kapitel om kvindelige fanger og eksempler på, hvordan kvindelige fanger har hjulpet andre kvinder. Den voldsomme stigning af fængsling af kvinder har undgået al offentlig opmærksomhed selv om fængslingsraten for nylig er steget med 300 %, hvor den for mænd er 214. Mens der fra 1930-1950 kun blev bygget 3 kvindefængsler, blev der i 1980 erne åbnet 43 nye fængsler for kvinder. Den voldsomme stigning sættes i forbindelse at mange lavtlønsjob i manufakturindustrien, som hovedsagelig beskæftigede kvinder, forsvandt ud af landet. Den såkaldte ”War on drugs”(krig mod stoffer) ramte især sorte kvinder hårdt. I 1994 var hele 82 % af dommene relateret til heroinmisbrug givet til sorte kvinder, og for narkotikadomme i øvrigt var det 50 %. Som med så mange andre retoriske ”krige ”iværksat af politikere og gennemført af politiske institutioner som lovgivning, retssystemet og fængsler, er de et skalkeskjul for en dybere social og racemæssig dagsorden. Den sorte feminist Joy James går så vidt som til at sige, at når man ser på statistikken er det en ”de facto”krig mod kvinder i samfundet.

På den ene side er Mumia Abu-Jamal meget positiv overfor de fanger der har brugt mange måneder, ja år på at sætte sig ind i lovgivningen og som også har overskud til at hjælpe andre end sig selv. Han fortæller eksempelvis om en sag, som var årsagen til at hele fængselsvæsenet i Texas blev ændret og forbedret. På den anden side er han udmærket klar over, at loven er politisk, den er det dommeren siger den er, og der er ikke tale om nogen form for retfærdighed. Han giver det råd til ”jailhouse lawyers” at de skal se ud igennem fængselstremmer og fængselsmure og forbinde sig med andre i verden og med de sociale bevægelser, der kan skabe frigørende og progressive rum i samfundet.

In prison my whole life (i fængsel hele mit liv)

Dette er titlen på en film, som en ung englænder på 22 år lavede sidste år og som blev vist på Sundance festivalen sidste år i New York. Mumia Abu-Jamals liv og hans grumme skæbne havde inspiret ham til tageover Atlanten og lave filmen om Mumia. Forhåbentlig kan den være med til at skabe så meget røre om sagen og om dødsstraf i almindelighed, at de amerikanske politikere og det amerikanske retssystem tænker sig om en ekstra gang. Var det ikke en idé at benåde manden, når nu retssystemet ikke kan sikre retfærdighed? Der bliver i disse dage holdt mange møder og arrangementer i USA om Mumia Abu-Jamal og måske lige så mange udenfor USA. I Tyskland var der i slutningen af 1990 erne store demonstrationer til støtte for Mumia i næsten alle større byer i Tyskland og sagen blev hurtigt taget op af Amesty international. I 2000 blev der i det tyske parlament vedtaget en resolution til støtte for Mumia og en lignende blev vedtaget i EU parlamentet.

En af de største støtter i Frankrig er Danielle Mitterand, den afdøde præsidents hustru, som også har besøgt Mumia på dødsgangen og en gade er opkaldt efter ham i Paris. Faktisk ser det næsten ud som om han har større støtte internationalt end i selve U.S.A. Et flertal af amerikanere har tilsyneladende accepteret dødsstraf og i Europa forstår man det ganske enkelt ikke. Hvordan kan et vestligt land med en demokratisk tradition henfalde til noget så babarisk som dødsstraf? Det er noget der hører hjemme i diktaturstater. På den mest umenneskelige måde bliver der i U.S.A henrettet flere hundrede mennesker hvert år, både mindreårige og mentalt syge. Det største antal i Texas i den tidligere præsident og krigsforbryder Bushs hjemstat, hvor han også som guvernør var ansvarlig for henrettelsen af det største antal fanger, der er blevet henrettet i nogen stat.

.