Højesteret i U.S.A. nægter Mumia Abu-Jamal en ny retssag

Den 6. april 2009 afgjorde Højesteret i U.S.A. at Mumia Abu-Jamal, som sidder på dødsgangen, ikke kan få en ny retssag.

Mumia Abu- Jamal, som er tidligere sort panter og prisbelønnet radio journalist, har hævdet, at kvalificerede sorte blev udelukket fra den jury, der dømte ham for at have myrdet en hvid politibetjent, Daniel Faukner, i Philadelphia i 1981. Der er en tidligere dom (Batson sagen) hvor en person har fået garanteret en ny retssag på grund af dette.

Abu-Jamals advokat Robert R. Bryan kaldte sin klients sag en ”hån mod retfærdigheden” og har udtalt, at han vil søge om en ny høring i Højesteret. Men anklageren Hugh Burns sagde, at af praktiske grunde var dette den sidste realistiske chance for at få en ny retssag.

Dødsdommen står nu i et tomrum, da Højesteret i U.S.A. endnu ikke har svaret på statsadvokatens anmodning om tilladelse til at eksekvere henrettelsesordren, som han fik i Philadelfia i 1982. Det er hans liv der nu står på spil.

Mumia Abu Jamals reaktion på afgørelsen var, at loven ikke betyder noget som helst, den er bare politik med andre midler. Forfatningen betyder ikke noget og en fair jury betyder heller ikke noget. Der har altid været andre regler for sorte i U.S.A.

Det kommer naturligvis heller ikke som nogen overraskelse for Mumia, som i årevis har studeret retssystemet indefra. Han nye bog ”Jailhouse Lawyers” beskriver et fænomen, som mange almindelige veluddannede amerikanere ikke kender noget til; fanger, der forsvarer andre fanger imod staten. Bogen er netop udkommet i U.S.A. og det er den 6. bog, han har skrevet i fængslet. Interesserede kan bestille den hjem fra www.citylights.com, da den ikke er oversat til dansk. Forhåbentlig bliver den det.

Mumia fortæller historier om sine medfanger, der har lært sig retssystemet for at repræsenterer andre fanger – mange af den uuddannede eller analfabeter – og som i nogle tilfælde har vundet sagerne og deres frihed. Med Mumias ord: ”Det er historien om loven, der er lært, ikke i elfenbenstårne på dyre universiteter, men nede på bunden af et slaveskib, i de mørke skjulte fangehuller i Amerika. Det er loven, der er lært i en grød af bitterhed under konstante trusler om vold, på steder hvor millioner af mennesker lever men som millioner af andre ønsker at glemme eller ignorere. Det er loven skrevet med blyantsstumper eller en ti-centimeter lang kuglepen med gråd og tænders gnidsel og med en klar viden om at straffen er lige uden for celle døren. Det er et andet perspektiv på loven, skrevet fra bunden, med det svage håb at retten bliver vendt om, uretfærdighed bliver omgjort. Det er hård lov.”

Amerikansk lov beskriver han som et instrument for de magtfulde. For de svage, de magtesløse og undertrykte er loven snarere en hindring end en hjælp.

I 1996 gennemførte den amerikanske præsident Bill Clinton en lov, den berygtede ”Prison Litigation Reform Act”, som begrænsede fangers ret til sagsøge staten. Forud for vedtagelsen af denne lov havde der været en heftig pressekampagne om alle de latterlige søgsmål, som fanger havde foretaget mod staten. At en fange modtog den forkerte slags peanut butter fra fængslets kantine, at der ikke var salatbar og brunch om søndagen og på helligdage og at håndklædet var hvidt i stedet for beige. Mumia fik fat på sagerne og gennemgik dem og det journalisterne havde skrevet passede slet ikke. Der var en helt andre historier end det, der var refereret i pressen, det var ganske enkelt løgn.

Mumia giver Bill Clinton nogle harske ord med på vejen, det var den totale overgivelse, hvor Clinton spillede flink overfor sine politiske modstandere mens han forrådte sine politiske allierede, sine valgkredse og sine egne grundfæstede politiske principper.

Perioden beskrives som en triumf for nyliberalismen, Clintons administration og de love som blev vedtaget i perioden 1995-97 tilgodeså interesserne hos de velstående i Wall Street og deres politiske fortalere på Capitol Hill og i det Hvide Hus. Men for de mange fattige og besiddelsesløse i Amerikas fangehuller var det et tiår med udelukkelse, hvor de blev hadet og gjort til syndebukke. Det var der fuldstændig consensus om.

Der er et helt kapitel om kvindelige fanger og eksempler på, hvordan kvindelige fanger har hjulpet andre kvinder. Den voldsomme stigning af fængsling af kvinder har undgået al offentlig opmærksomhed selv om fængslingsraten for nylig er steget med 300 %, hvor den for mænd er 214. Mens der fra 1930-1950 kun blev bygget 3 kvindefængsler, blev der i 1980 erne åbnet 43 nye fængsler for kvinder. Den voldsomme stigning sættes i forbindelse at mange lavtlønsjob i manufakturindustrien, som hovedsagelig beskæftigede kvinder, forsvandt ud af landet. Den såkaldte ”War on drugs”(krig mod stoffer) ramte især sorte kvinder hårdt. I 1994 var hele 82 % af dommene relateret til heroinmisbrug givet til sorte kvinder, og for narkotikadomme i øvrigt var det 50 %. Som med så mange andre retoriske ”krige ”iværksat af politikere og gennemført af politiske institutioner som lovgivning, retssystemet og fængsler, er de et skalkeskjul for en dybere social og racemæssig dagsorden. Den sorte feminist Joy James går så vidt som til at sige, at når man ser på statistikken er det en ”de facto”krig mod kvinder i samfundet.

På den ene side er Mumia Abu-Jamal meget positiv overfor de fanger der har brugt mange måneder, ja år på at sætte sig ind i lovgivningen og som også har overskud til at hjælpe andre end sig selv. Han fortæller eksempelvis om en sag, som var årsagen til at hele fængselsvæsenet i Texas blev ændret og forbedret. På den anden side er han udmærket klar over, at loven er politisk, den er det dommeren siger den er, og der er ikke tale om nogen form for retfærdighed. Han giver det råd til ”jailhouse lawyers” at de skal se ud igennem fængselstremmer og fængselsmure og forbinde sig med andre i verden og med de sociale bevægelser, der kan skabe frigørende og progressive rum i samfundet.

In prison my whole life (i fængsel hele mit liv)

Dette er titlen på en film, som en ung englænder på 22 år lavede sidste år og som blev vist på Sundance festivalen sidste år i New York. Mumia Abu-Jamals liv og hans grumme skæbne havde inspiret ham til tageover Atlanten og lave filmen om Mumia. Forhåbentlig kan den være med til at skabe så meget røre om sagen og om dødsstraf i almindelighed, at de amerikanske politikere og det amerikanske retssystem tænker sig om en ekstra gang. Var det ikke en idé at benåde manden, når nu retssystemet ikke kan sikre retfærdighed? Der bliver i disse dage holdt mange møder og arrangementer i USA om Mumia Abu-Jamal og måske lige så mange udenfor USA. I Tyskland var der i slutningen af 1990 erne store demonstrationer til støtte for Mumia i næsten alle større byer i Tyskland og sagen blev hurtigt taget op af Amesty international. I 2000 blev der i det tyske parlament vedtaget en resolution til støtte for Mumia og en lignende blev vedtaget i EU parlamentet.

En af de største støtter i Frankrig er Danielle Mitterand, den afdøde præsidents hustru, som også har besøgt Mumia på dødsgangen og en gade er opkaldt efter ham i Paris. Faktisk ser det næsten ud som om han har større støtte internationalt end i selve U.S.A. Et flertal af amerikanere har tilsyneladende accepteret dødsstraf og i Europa forstår man det ganske enkelt ikke. Hvordan kan et vestligt land med en demokratisk tradition henfalde til noget så babarisk som dødsstraf? Det er noget der hører hjemme i diktaturstater. På den mest umenneskelige måde bliver der i U.S.A henrettet flere hundrede mennesker hvert år, både mindreårige og mentalt syge. Det største antal i Texas i den tidligere præsident og krigsforbryder Bushs hjemstat, hvor han også som guvernør var ansvarlig for henrettelsen af det største antal fanger, der er blevet henrettet i nogen stat.

.

Puerto Ricos politiske fanger

Puerto Rico er en ø, der ligger i det Caribiske hav øst for øen Hispaniola med Haiti og den Dominicanske republik. Med til Puerto Rico hører øerne Vieques, Mona og Culebra. Puerto Rico hører under USA, men det er hverken en stat eller en del af USA. Officielt har det betegnelsen ”territorium” eller ”fri associeret stat”, men i virkeligheden er det en koloni. USA har 7 militærbaser på øen og siden 1960’erne er der flyttet meget industri til øen, som er stærkt forurenende. Formålet med flytningen er at undgå den mere restriktive miljølovgivning i USA.

Befolkningen i Puerto Rico er er for størstedelen mestizer, en blanding af efterkommere af spanske immigranter, efterkommere af negerslaver og den oprindelige indianske befolkning. DNA undersøgelser har vist at ca. 61 % har DNA, der stammer fra den oprindelige indianske befolkning og at de oprindelige beboere tahinaerne ikke blev udryddet i 1600-tallet, som man hidtil har troet. Der er også franske, portugisiske, libanesiske og kinesiske indvandrere på øen. Befolkningen er spansktalende og det er en af grundene til at USA ikke er interesseret i at give øen status af at være stat.

Politisk deler befolkningen sig i tre grupper. Der er dem, der ønsker at Puerto Rico skal optages som en stat i USA og dermed blive en fuldgyldig del af USA. Puertoriicanerne har siden 1917 haft amerikansk statsborgerskab, hvilket har betydet, at det har været let at udvandre til USA. Den anden gruppe er dem, der ønsker at bevare status quo, især ønsker de at bevare statsborgerskabet, og den sidste gruppe ønsker uafhængighed for øen. Selvstændighedstilhængerne er igen delt i forskellige bevægelser, heriblandt ” Las Macheteros” og FALN.

Columbus kom til øen i 1493, hvor den var beboet af ”taínos”. Den blev snart beboet af spanske indvandrere og blev i 1508 en spansk koloni, en status den bevarede til 1897, hvor øen sammen med Cuba blev selvstyrende. Der var dog foringen flere slaveoprør i 1822, 1826, 1843 og 1848. Slaveriet på øen blev først ophævet i 1873. Selvstændigheden blev meget kortvarigt, da Puerto Rico allerede året efter blev invaderet af U.S.A. i den spansk-amerikanske krig. Udfaldet af krigen blev, at Spanien måtte overgive Puerto Rico, Cuba, Fillippinerne og Guam til U.S.A. Øen har siden hørt til U.S.A. uden at være en del af U.S:A. og er altså i realiteten stadig en koloni.

U.S.A. forsøgte at kvæle frihedsbevægelserne ved at gøre øen til en stor sukkerplantage og militærbase. I 1930’erne var der 50 selvstændighedsoprør som blev bragt under kontrol med voldelig undertrykkelse. Nationalistpartiets vigtigste leder fra 1930-65, Pedro Albizu Campos blev straffet med eksil og fængsel for sine antikoloniale aktiviteter.

Øen fik i 1961 status af ”fri associeret ” stat og USA blev hermed fri for at aflægge rapport til FN’s afkoloniseringskommission, som i første omgang godtog at kolonisituationen var ophævet. Den skiftede imidlertid mening i 1978, og ved en resolution fra FN's Generalforsamling i december samme år blev øen karakteriseret som koloni, og øens ret til selvbestemmelse blev slået fast.

I 1950’erne blev Puerto Rico oversvømmet af billige fødevarer fra USA, som ødelagde øens landbrug. Det førte til stor arbejdsløshed og ikke alle kunne få arbejde i den industri, som USA indførte på Puerto Rico. Der skete en omfattende udvandring til USA, især til New York, men også til Chicago. En folketælling fra 1980 anslog at der boede ca. 3 millioner fra Puerto Rico i USA. I 2003 anslog man i USA, at der var flere mennesker af puertoricansk oprindelse i USA end på selve Puerto Rico.

Det Puerto Ricanske immigrantsamfund i Chicago er et meget levende og politisk bevidst lokalsamfund . Det har en lang tradition for at bevare kulturen og ære de politiske fanger, som sidder fængslet i USA for at have kæmpet for Puerto Ricos selvstændighed. Jeg fik lejlighed til at besøge det puertoricanske Kultur Center i Division Street i Chicago, hvor Alejandro Molina viste os rundt.

I Chicago bor puertoricanerne hovedsagelig mellem to 2 flagmonumenter på Division Street. To kæmpestore puertoricanske flag i stål er bygget hen over gaden og markerer Paseo Boricua, en miniverden med den puertoricanske historiske og kulturelle arv. Der er et stort murmaleri, der i billedform viser historien. Ca. midt mellem de to flag ligger det purtoricanske kuturcenter, The Juan Antonio Corretjer Puerto Rican Cultural center. En af grundlæggerne – for mere end 40 år siden – er Oscar Lopez Rivera.

Han blev født i 1943 i San Sebastian på Puerto Rico og fulgte som tolvårig med sin familie til Chicago. I halvfjerdserne var han meget aktiv i lokalsamfundet og var også med til at starte en alternativ high school, som stadig eksisterer. Han var især aktiv omkring sundhed, arbejdsløshed og politi brutalitet. I 1975 blev han tvunget til at gå ”under jorden” og da han blev fanget i 1981 fik han en dom på 55 år for blandt andet ”oprørsk sammensværgelse”. Han har den datter, Clarissa, og han sidder stadig i fængsel. Oscar var en af de 12 puertoricanske politiske fanger, der blev tilbudt benådning af Clinton regeringen i 1999. Han afslog fordi han ikke ville benådes for noget han ikke havde gjort. Han har afsonet sin dom i 2027.

Oscar Rivera Lopez er sammen med Carlos Alberto Torres blevet et symbol for modstanden imod USA’s imperialistiske regering.

Carlos Alberto Torres blev født i 1952 i Ponce, Puerto Rico og gik som ung på universitetet i Chicago, hvor han studerede sociolog. Han var involveret i studenterpolitik, hvor han kæmpede for at få flere latinoer til at gå på Universitetet og han var også en af grundlæggerne af den alternative high school. Han var imod racisme og politi brutalitet. I 1976 blev han tvunget til at gå ”under jorden” og var på FBI’s top ti liste over de mest eftersøgte. Da han blev fanget sammen med andre kammerater blev han idømt 78 års fængse, også anklaget for ”oprørsk sammensværgelse”. Anklageren beskrev ham som lederen af Fuerzas Armadas de Liberacíon Nacional, (FALN), en undergrundsorganisation, der kæmpede for Puerto Ricos selvstændighed i halvfjerdserne og firserne. Hans løsladelsesdato er i 2024. Han afslog ligesom Oscar Lopez Rivera at blive benådet i 1999, blandt andet på grund af betingelserne, der betød at han ville være prøveløsladt og tvunget til at afstå fra politisk aktivitet.

Det puertoricanske kulturcenter har en alternativ high school fordi man fandt ud af at over 80% af de unge ikke gennemførte deres skolegang. Af dem, der kom i den alternative high schhol, har omkring 86% gennemført. Centret indeholder også en børnehave og der er talrige kulturelle arrangementer. Et vægmaleri skal minde puertoricanerne om, hvor de kommer fra, og på væggen er der et billede med en række historiske personer fra Puerto Rico. 2 gange om året er der en parade på Division Street, på Hellig tre kongers dag og om sommeren er der ”Det puertoricanske folks parade”, som har været fejret siden 1978.

USA’s politik har ført til massiv undertrykkelse af befolkningen og frihedsbevægelserne både på selve øen Puerto Rico og blandt immigranterne i USA. Den lille tropeø har længe kæmpet for frihed og selvstændighed mod kolonimagten USA.

En af Assata Shakurs befriere - Sekou Odinga

Sekou Odinga har siddet i de værste fængsler I USA siden 1981. Han har blandt andet afsonet i Marion, Illinois, berygtet for umenneskelig behandling af fangerne og alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne. Han bliver snart 65 år.

David Gilbert, også politisk fange i USA, fortæller at Secou Odinga blev fanget den 23. oktober 1981. Han gik ind på politistationen uden en skramme. Da ham kom ud derfra måtte han tilbringe 3 måneder på hospitalet med intravenøs fødeindtagelse. Betjentene mishandlede ham, slukkede cigaretter på hans krop og andre ting. Sekou stod fast.

Efter så mange år i fængsel er Secou Odinga stadig revolutionær. Han opfatter sig som krigsfange på grund af USA’s undertrykkelse af sorte, som han kalder ”New Afrikan”.

Secou blev født i Qeens i New York i en børnerig familie, han havde 3 søstre og 3 brødre. Han blev smidt ud af skolen, og som 16-årig blev han dømt for røveri og tilbragte de næste 4 år i ungdomsfængslet Comstock, hvor han afsluttede sin skolegang. Fængslet var dengang meget racistisk og en af vagterne var leder af Ku-Klux Klan. Secou deltog i raceurolighederne i fængslet og blev inspireret af Malcolm X. Efter løsladelsen blev han involveret i forskellige politiske aktiviteter og han sluttede sig til organisationen, der blev grundlagt af Malcolm X. Efter dennes død forlod han den og var med til at oprette en græsrodsorganisation, Grassroot Advisory Council, i Syd Jamaica, New York, der kunne føre Malcolm X’ program videre. I 1967 hørte han om Black Panther Party i Oakland i Californien. Han tog til den amerikanske vestkyst sammen med et par kammerater og besluttede at hjælpe med til at bygge organisationen op på østkysten. Han blev leder af Bronx afdelingen af de sorte pantere. Efter splittelsen af Black Panteher Party i slutningen af 60’erne var Secou Odinga en del af en lille gruppe sorte nationalister, der brød ud af de sorte pantere (Black Panther Party) og formede BLA (Black Liberation Army) hvis mål var væbnet kamp for befrielse og selvbestemmelse for sorte i USA.

Han var en af de 21 mennesker, der i 1969 blev anklaget for mordforsøg på politiet og for at have planlagt at bombe stormagasiner i New York. Han flygtede og gik ”under jorden”, men ”Panther 21” som de blev kaldt i pressen, blev frikendt for alle anklager. I 1970 tog han til Algeriet for at oprette en international afdeling af Black Panther Party lige før partiet blev splittet efter infiltration af FBI.

Han vendte tilbage til USA og forblev under jorden. Han deltog i den vellykkede befrielse af Assata Shakur (Joanne Chesimard) fra fængslet i New Jersey. Jagten på hende og hendes befriere blev den største menneskejagt i New Jerseys historie. For Assata Shakur endte den med, at hun 4 år senere fik politisk asyl i Cuba.

Secou Odinga blev arresteret i 1981 anklaget for blandt andet bank røveri. Han har selv hele tiden fasthold, at han ikke er kriminel men en soldat, der kæmper mod undertrykkelsen af sorte. Skønt han blev dømt for seks forsøg på mord mod politiet, fordi han har skød mod politibetjente under sin tilfangetagelse, blev han ikke anklaget for at have dræbt vagter eller politibetjente under røverierne.

Han blev først dømt for mordforsøg for at have skudt mod politiet og fik 25 år til livstid og derefter 2 X 20 år blandt andet for befrielsen af Assata Shakur.

Dusøren på 1 million dollars for Assata Shakur

Den 2. maj 2005 satte FBI Federal Bureau of Investigation) i USA en dusør på 1 million dollars for Assata Shakur og placerede hende på USA’s terrorliste. Assata Shakur er et tidligere medlem af de sorte pantere og BLA ( Black Liberation Army), som er falsk anklaget for at have myrdet en politibetjent i staten New Jersey den 2. maj 1972. I 1979 flygtede hun fra fængslet og har fået politisk asyl i Cuba.

Formålet med FBI s angreb på Assata var at udslette den hjemlige modstand fra den sorte befrielses bevægelse, underminere Cuba og Venezuelas suverænitet og gøre klar til en mulig invasion af de to lande. FBI’s optrapning havde også til formål at bortlede opmærksomheden fra Luis Posasa Carriles, en anticubansk terrorrist som er eftersøgt af Venezuela for at have bombet et cubansk fly. Han bor nu i Miami og kan gå frit rundt.

USA’s justitsministerium satte en dusør på Assatas hoved på 1 million dollars på 32 års dagen for drabet på Zayd Shakur og politibetjent Werner Foerster på en motorvej i Staten New Jersey og nøjagtig 25 år og 6 måneder efter dagen for Assatas befrielse, hendes flugt fra fængslet i New Jersey for senere at blive politisk flygtning i Cuba.

Den 4. juli 1973, to måneder efter hendes tilfangetagelse skrev hun fra fængslet: ”Jeg har erklæret krig mod de rige som får fremgang på grund af vores fattigdom, politikerne, som lyver os op i ansigtet med et smil og alle de tåbelige hjerteløse robotter, som beskytter dem og deres ejendom. Jeg er en sort revolutionær og som sådan et offer for al den vrede, had og bagtalelse, som Amerika er i stand til at udvise. Amerika prøver på at lynche mig sammen med alle andre sorte revolutionære.”

Mumia Abu-Jamal, også en tidligere sort panter, som sidder på dødsgangen i et fængsel i Pennsylvania, har sammenlignet det, som sker nu med det, som skete i USA i 1850. Dengang blev der blev vedtaget en lov om undvegne slaver, som altid gjorde farvede mindre værd en hvide. De kunne på ethvert tidspunkt og under en hvilken som helst omstændighed arresteres, hvis det blev krævet af en hvid person. De havde ikke ret til et forsvar og kunne sendes i endeløs trældom. Næsten 150 år senere prøver USA på at udvide sin rækkevidde til hele kloden.

Da pressekonferencen mandag morgen den 2. maj 2005 annoncerede dusøren sagde den professionelle dusørjæger Louis Faccone, at han ville gøre et forsøg :”Mine mænd kan komme ind i Cuba midt om natten med en båd fra Florida.” I politiet i staten New Jersey sagde de, at hun nu er 60 kg penge, ” vi vil følge op og sørge for at alle er klar over det både i og udenfor Cuba”, lød det.

Der har på den anden side også været mange protester mod dusøren, og folk har krævet at hun benådes i stedet.

Menneskerettighedsforkæmpere i USA kræver:

1. ende på forfølgelsen af Assata Shakur ved straks at fjerne hendes navn fra USA’s hjemlige terrorliste og tilbagetrækning af dusøren fra hendes hoved

2. afvisning af den beregnende trussel om angreb på den suveræne stat Cuba

3. afkriminalisering af den sorte befrielses bevægelse, især på grund af den politiske karakter i 60’erne og 70’erne og overgrebene fra COINTELPRO

4. kongressen bør lave et panel, en uafhængig sandhedskommission, som en alternativ forsvarsmekanisme til at afslutte sagerne om politiske fanger og flygtninge, heriblandt Assata Shakur, Sundiata Acoli, Mutulu Shakur, Secou Odinga, Kamau Sadiki and Marilyn Buck.

5. USA’s kongres bør give midler og genopretning til de lokalsamfund, organisationer og individer, som blev mål for COINTELPRO (FBI’s særlige program til bekæmpelse af indre fjender) hvis menneskerettigheder blev krænket

6. tilbagetrækninng af loven ”Patriot Act” (fædrelandskærlighedsloven).

Dr. Mutulu Shakur - 60 års fængsel

Amerikansk politisk fange og frihedskæmper

I marts 1982 blev Mutulu Shakur anklaget for sammensværgelse og deltagelse i en hemmelig paramilitær enhed, der var involveret i bankrøveri. Han skulle have deltaget i 8 tilfælde fra 1976 til 1981. Tillige blev han anklaget for at have deltaget i den politiske fange Assata Shakurs flugt fra fængslet i 1979. Hun er nu i politisk eksil i Cuba. Han skulle endda have været den, der planlagde flugten. Anklagen var efter en lovgivning, der var rettet mod gangsterorganisationer, men den blev altså også brugt overfor revolutionære organisationer. Efter 5 år ”under jorden” blev han arresteret den 12. februar 1986, og har været i fængsel siden.

Dr. Mutulu Shakur var medlem af forskellige bevægelser, der arbejdede tæt sammen med de sorte pantere.

Den politiske bevidsthed begyndte tidligt hos Jeral Wayne Williams, som han hed før han tog et afrikansk navn. Han blev født den 8. august 1950 i Baltimore, men flyttede som 7-årig til Queens i New York sammen med sin mor og sin yngre søster. Moderen var blind og han ledsagede ofte moderen, når hun havde kontakt med det sociale system. Det gav ham tidligt en opfattelse af at systemet ikke arbejdede i fattige sortes interesse.

Som 16-årig blev han medlem af ” New Afrikan Independence Movement”, og i tresserne var ham også aktiv i Revolutionary Action Movement (RAM), en sort nationalistisk gruppe, der kæmpede for sort selvbestemmelse og en socialistisk forandring i USA. Endvidere var han medlem af en gruppe, som arbejdede for at oprette en uafhængig stat for sorte i det sydlige USA. Hans broder Lumumba Shakur og vennen Zayid var medlem af de sorte pantere og dem arbejdede han også sammen med.

I 1970 blev Mutulu Shakur ansat på et afvænningscenter for narkomaner, Lincoln Detox, og han begyndte at behandle misbrugerne med akupunktur. I 1976 fik han licens til at behandle med akupunktur af staten Californien. Han blev til sidst vicedirektør for programmet og var der indtil 1978. Programmet blev anerkendt som det største og mest effektive af sin slags. Fra 1978 til 1982 var ham medgrundlægger og meddirektør af BAAANA (Black Acupuncture Advisory Association of North America) og Harlem Institut for Akupunktur. Han fortsatte sit bemærkelsesværdige arbejde i forhold til misbrugere og behandlede også mange fattige og ældre, som ellers ikke havde afgang til den slags behandling. Over hundrede medicinstuderende blev oplært i at udføre akupunktur. I slutningen af halvfjerdserne holdt Dr. Shakur forelæsninger om sit arbejde og modtog en officiel invitation til at besøge Kina.

Ironisk nok var han også bestyrelsesmedlem i en bevægelse, der ville befri politiske fanger. Han arbejdede imod politiske fængslinger og politiske domme af blandt andet Imari Obadele, Ph.D., Rev. Ben Chavis, Geronimo (Pratt) JiJaga fra Black Panther Party, and Assata Shakur and Sundiata Acoli fra Black Liberation Army.

Dr. Mutulu Shakur blev offer for USA’s hemmelige efterretningsvæsen COINTELPRO og hans familie og venner tror, at det var hans modstand mod denne organisation, der førte til hans arrestation. Han stedsøn, rapperen Tupac Shakur, blev skudt i 1996, Mordet er ikke opklaret, og COINTELPRO mistænkes for at stå bag dette snigmord. Tupac Shakur, der også nåede at medvirke i flere film, skrev barske men også meget poetiske og politiske tekster.

I 1994, mens Mutulu Shakur sad fængslet i Lewisburg i Pennsylvania, blev han pludselig vækket klokken 4 om morgenen og overført til det berygtede fængsel Marion i Illinois. Det er et fængsel for særligt farlige fanger. Det er også kendt for alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne. De indsatte bliver buret inde små celler 23 timer i døgnet og får meget begrænset adgang til besøg. Der er utallige eksempler på den nedværdigende og ydmygende behandling fangerne får. Tilmed ligger fængslet lige ved siden af en losseplads med radioaktivt affald, så vandet i fængslet er forurenet

Senere er han blevet flyttet mange gange fra det ene fængsel til det andet. Mens den tidligere politiske fang Nelson Mandela fra Syd Afrika blev befriet efter mange års fangenskab, blev den politiske fange Dr. Mutulu Shakur fra USA dømt til et liv bag tremmer, fordi han tror på og kæmper for grundlægende menneskerettigheder.

Han har ikke givet op endnu.

Sundiata Acoli (Clark Squire)

Sundiata Acoli blevet arresteret få dage efter en skudepisode på en motorvej i New Jersey i 1971, hvor 2 andre medlemmer af BLA ( The Black Liberation Army) blev skudt og taget til fange. De 2 var Assata Shakur, også kaldt ”the bandit queen”, som blev såret og taget til fange og Zayd Shakur, som blev skudt. En hvid politibetjent blev også dræbt.

I en farce af en retssag i New Jersey fik han en dom på fængsel på livstid plus 30 år. Han har siddet i fængsel siden.

COINTELPRO ( C0unter INTelligence PROgramme) er en afdeling af det amerikanske efterretningsvæsen, som blev oprettet til at tage sig af ”den indre fjende”, det vil sige medlemmer af organisationer i USA, som blev opfattet som en fare for statens sikkerhed. COINTELPRO blev oprettet i 1947 og opererede under kommunistforfølgelserne i 50’erne og fortsatte med at overvåge grupper og småpartier. I slutningen af 1960’erne dannedes de sorte pantere, The Black Panther Party for Self-Defence i Californien og en lignende gruppe på østkysten. Grupperne slog sig sammen i ”The Black Panther Party”, som i begyndelsen af 70’erne blev splittet igen efter infiltrering af COINTELPRO. På Østkysten dannede de resterende sorte pantere BLA, The Black Liberation Army.” De sorte pantere og afledte organisationer blev udsat for en uhørt voldsom forfølgelse.

Metoderne som COINTELPRO brugte var

1. Infiltration. Det handlede ikke bare om at udspionere politiske aktiviteter, det vigtigste var at miskreditere og læge hindringer i vejen..

2. Andre former for løgne og psykologisk krigsførelse, falske publikationer, anonyme breve, telefonsamtaler og lignende former for bedrag.

3. Grov chikane, trusler og vold: domsfældelser, mistet arbejde, indbrud, hærværk, falske arrestationer, fælder og psykisk vold blev brugt til at skræmme aktivister og opløse deres bevægelser. Disse angreb - herunder direkte politiske snigmord – var så udbredte og ondskabsfulde at de var at sammenligne med terrorisme fra regeringens side.

Sundiata Acoli blev født I 1937 i Decatur i Texas og voksede op i Vernon, Texas Han tog en bacheloreksamen i matematik fra et college i Texas og arbejdede de næste 13 år i computerbranchen. I sommeren 1964 hjalp han med at registrere vælgere i Mississippi. I 1968 sluttede han sig til Harlem Black Panther Party og lavede forskelligt socialt arbejde i bydelen. I 1969 blev han og 13 andre arresteret og fængslet i 2 år uden dom. Han blev løsladt sammen med de andre og derefter sørgede COINTELPRO for, at han ikke kunne få arbejde indenfor computerbranchen. Han måtte gå under jorden på grund af vedvarende chikane. I maj 1973 blev han indblandet i en skudveksling sammen med Assata Shakur og Zayd Shakur, hvor en hvid ploitibetjent døde. Få dage efter blev han taget til fange af politiet.

Sundiata Acoli sidder stadig i fængsel, og han har siddet i nogle af de værste fængsler i USA. I 1979 blev han erklæret for at være politisk fange og som straf blev han midt om natten overført til fængslet Marion, Illinois. Det er et topsikret fængsel i USA, hvor fangerne levet under aldeles umenneskelige vilkår låst inde 23 timer i døgnet. I 1987 blev han overført til fængslet Leavenworth, Kansas og senere overført til Allenwood i Pennsylvania. Sidste år blev han flyttet til et medium security fængsel i Otisville, New Jersey.

Den 14. januar i år blev Sundiata 72 år.

Veronza Bowers Jr.

Veronza Bowers Jr, tidligere medlem af de sorte pantere, har været fængslet i omkring 35 år og er dermed en de politiske fanger i USA, som har været i fængslet i længst tid. Han holdes fanget i en forbedrelsesanstalt i Coleman, Florida.

Veronza blev dømt for mordet på en vagtbetjent på grund af et vidneudsagn fra to stikkere, som begge fik nedsat deres straf for andre forbrydelser af FBI’s anklagemyndighed. Der var ingen øjenvidner og ikke noget bevis udover stikkerne, som kunne forbinde ham med forbrydelsen. Under retssagen fik han ikke lov til at fremlægge sit alibi, ligesom vidneudsagn fra stikkernes slægtninge, der påstod at de løj, ikke fik lov til at blive fremlagt. Alle anklager mod stikkerne blev frafaldet og den ene fik 10.000 dollars af regeringen i henhold til anklagerens rapport. Veronza har hele tiden erklæret sig uskyldig i den forbrydelse, som han aldrig har begået –selv om det har betydet, at en anmodning om prøveløsladelse er blevet afslået – det kræver en tilståelse - så har han hele tiden fastholdt sin uskyld.

De sorte pantere blev mål for J. Edgar Hoover og FBI’s program mod statens indre fjender COINTELPRO. I årene fra 1956 til 1971 blev personer og bevægelser, der var involveret il helt legale politiske aktiviteter, overvåget, infiltreret, manipuleret og provokerede til forbrydelse af COINTELPRO. Hoover omtalte de sorte pantere som den største trussel mod USA’s indre sikkerhed, og han gav ordre til overvågning af mange anti-krigs ledere og sorte, inklusiv Martin Luther King.

I de mange år Veronza har været indespærret, har han været en ”mønsterfange”. Han er forfatter, musiker, studerer healing fra Asien og er stærkt interesseret i buddistisk meditation. Han har også praktiseret håndspålæggende healing i de anstalter han har været indsat i. Veronza er æresmedlem i en spirituel indiansk kulturgruppe, ”Lompoc Tribe of Five Feathers”. Han er også mentor og grundlægger af ”All–Faith Meditation Group”, en spirituel gruppe, der praktiserer meditation ved at bruge den traditionelle japanske shakuhachi fløjte.

Selv om Veronza har fået støttebreve fra en del højtstående personer og et medlem af USA’s kongres, bliver han fortsat nægtet løsladelse, fordi USA’s Løsladelses kommission blander sig. En afgørelse for nylig af den regionale løsladelses kommission, som ville bevilge ham løsladelse, blev omgjort at den nationale kommission. På trods af at sandheden er kommer ud om det høje antal af indsatte, som er blevet uforskyldt dømt og fængslet.

Brev fra Veronza Bowers Jr. da hans løsladelse den 6.april 2004 blev udskudt:

”Jeg sender jer alle sammen mine varmeste hilsner fra 31 år dybt nedefra bæstets mave.

Som I ved er jeg et tidligere medlem af de originale sorte pantere ( Black Panther Party), og selv om regeringens embedsmænd hævder, at der ikke er politiske fanger i landets fængsler og anstalter, er det simpelthen ikke sandt. Da jeg allerede har ”aftjent” over tre årtier med uafbrudt forvaring i et statsfængsel, er jeg en af de længst holdte politiske fanger i USA. Der er en hel del af os spredt rundt, men det er en meget lang historie.

Forestil dig dette…. hvis du tør:

Efter at have været nægtet prøveløsladelse i 30 år, selv om din opførsel har været eksemplarisk i over 20 år og du for længst har opfyldt kriteriet for at blive prøveløsladt, kommer endelig datoen for løsladelsen, den 7. april 2004. Alting er parat.

Din datter, som var 5 år gammel, da du blev sat i fængsel, er nu 36 år. Hun har sendt dig et flot moderigtigt sæt tøj, så du kan være rigtigt klædt på til at træde ud i friheden. Hun og to af dine søstre er fløjet fra den anden ende af landet for at være udenfor fængselsporten for at samle dig op. En stor fest er planlagt, hvor alle bringer alt mulig slags mad. Et levende orkester skal spille jazz og blues, og de er der alle sammen for at byde dig velkommen med betingelsesløs kærlighed og støtte.

I fængslet har der været en gå-hjem komsammen og venner er kommet med mad, musik og tårer i øjnene, snak og latter. Alle var der for at ønske dig alt godt i fremtiden.

Du har givet alle dine ejendele væk til dine venner, armbåndsur, vækkeur, træningstøj, shorts og tennissko, vægtløfterbælte, besøgstøj og sko, regnponcho, udsalgstøj og en vinterfrakke. Det eneste du har beholdt er din Taipei Shakuhachi sølv fløjte og nogle bøger.

Du har brugt al din telefontid, for efter den 6. april vil du ikke få brug for den længere. Du har været rundt og givet hånd og fået knus af mange, som du aldrig regner med at få at se igen. Du har endda prøvet at sige nogle opmuntrende ord til de unge og gamle mænd, som du vidste ar efterladt i en desperat og håbløs situation.

Ja, tiden nærmede sig hvor du skulle forlade en verden af stål og beton, pigtråd og skydetårne - landet med de levende døde- og de var meget glad og på samme tid meget ked af det.

Det sidste officielle tid du skulle gøre, gjorde du. All fanger skal på dagen før deres faktiske løsladelsesdag ”gå rundt om en enebærbusk” du skal tage dine udgangspapirer rundt til hver afdeling for at få deres underskrift, det betyder at du ikke længere har nogen forpligtelser overfor den afdeling. Alt er parat til at tage af sted.

Efter du har gjort alt det sidder du udenfor træningscentret sammen med to af dine nærmeste venner og nyder et øjebliks stilhed. En meddelelse over højtaleren bryder stilheden og, giver dig ordre til straks at gå til dit kvarter. Du ved at der er noget galt. Din sjette sans, måske den syvende, fortæller dig det straks.

Da du går ind i din rådgivers kontor, ved du hvad han vil sige endda før han siger det. Det eneste, der har holdt dig oppe og fået dig gennem de hårdeste tidspunkter, endda fået dig igennem de tidspunkter, hvor knivsblade flængede mod huden, da kugler fløj i luften og prøvede at finde din krop, da du fik at vide at din kære mor var gået bort og embedsmændene ikke ville lade dig komme med til hendes begravelse selv om der kun var syv måneder til din løsladelse, ja og et suk ad gangen.

”Du får ikke lov til at forlade fængslet i morgen.”

Du vidste det allerede, men du vidste ikke hvorfor og du tager en dyb indånding, en indånding, to indåndinger. En mærkelig stilhed fylder rummet, og da det er helt tydeligt, at en reaktion er ventet af dig, fortsætter du bare med at fokusere på indåndingen. ”Hvorfor?”

”Alt hvad vi ved er, at den nationale løsladelses kommission ringede til institutionen og gav ordre til, at du ikke blev løsladt i morgen. Fængselsinspektøren var meget oprevet og han har talt i telefon med dem hele dagen for at få noget klarhed.”

Sådan ! En simpel telefonopringning fra den National Løsladelses kommission i Maryland og alle dine planer om at træde ud i friheden” er aflyst, udslettet, annulleret indtil videre.

Den 2. maj havde jeg et møde med en advokat, Gilda Sherrod-Ali fra Washington D.C. Min situation er nu, at jeg er fængslet ULOVLIGT, siden min sidste løsladelsesdato var 7. april 2004.

Sådan står det til på denne side af helvede. Jeg vil gerne takke jer, alle mine venner, for den kærlighed, støtte og omsorg I har givet mig.

Tidligere var det sådan, at I ikke tøvede, når jeg bad om økonomisk tilskud til at dække advokat bistand. Jeg bliver nødt til at bede om det igen. Der bliver en runde mere, og uheldigvis er der ikke så mange advokater, der vil, som i tresserne. Så ethvert bidrag du kan give til advokatudgifter vil virkelig blive værdsat.

Jeg forbliver standhaftig og ser frem til en bedre fremtid for os alle. (brevet er lettere forkortet)

Veronza Bowers Jr. blev ikke løsladt. Han sidder stadig i fængsel.