BreaktheChains.info: Jalil Muntaqim's New Book now available

BreaktheChains.info: Jalil Muntaqim's New Book now available

Besøg hos Mumia Abu-Jamal

Den 8. marts på den internationale kvindedag fik den amerikanske fængselsaktivist Anne Lamb et brev fra Mumia, hvor der stod at hun kunne besøge ham mellem den 7. Og den 13. Marts.

· ”Jeg har ventet på dette I 15 år, siger hun. I 5 år skrev jeg til Mumia hver fredag og han bad mig aldrig om at besøge ham, formentlig fordi han aldrig fik mine breve. Så kontaktede jeg hans advokat og til slut fik jeg dette brev. Jeg købte en flybillet til Pittsburgh med det samme.”

At besøge en indsat er aldrig nemt fordi næsten alle fængsler I USA ligger lant ude på landet, hvor der er meget få eller ingen offentlige transportmidler. Mumia-Abu-Jamal er på dødsgangen i SCI-Greene i Waynesburg, Pennsylvania. Der er en bus om dagen fra Pittsburgh. Så for at være der om morgenen kl. 8.30 kom Anne dagen før, sov på et lille nyåbnet hotel og gik hen til fængslet tidligt om morgenen.

· “Jeg sov næsten ikke den nat, måske 2 timer”, forklarede Anne,”jeg var så spændt på besøget.”

Det er et temmelig nyt fængsel og en del af det er for fanger med livstidsdomme og dødsdomme.

Indeni er fængslet enormt. Der er en masse sikkerhedsforanstaltninger, prøver for narkotika og 2 metaldetektorer før man får lov til at gå ad en lang korridor til besøgsrummet. Det tog noget tid for Anne før hun endelig kom til besøgsrum nummer 12.

” Hvorfor tog det så lang tid”, var det første Mumia sagde. Han stod i et lille besøgsrum med plexiglas i midten. Der var to smalle borde på hver side af glasset men ingen telefon, så man talte bare gennem glasset. Anne gik med det sammen hen til glasset og bankede på det som om hun ville slå det væk. Mumia stod på den anden side. Anne var forbavset over hvor høj han var, omkring 1.90 og hun selv er kun 166 cm høj.

· “Han så godt ud med lange dread-locks næsten til livet, men jeg var mest imponeret over hans forstand, den er skarp som en barberkniv,” udtalte Anne.

Hun begyndte samtalen med hilsener fra andre politiske fanger, fælles venner og bekendte. Snart talte de sammen som gamle venner. Hun ville gerne have, at han skulle vide at der havde været rygter om at andre fanger var imod den opmærksomhed, som Mumia fik, men det er slet ikke sandt. Ingen har udtrykt andet end støtte og dyb bekymring for hans liv og hans helbred. Samtalen tog langsomt en drejning og blev til en dyb filosofisk diskussion af, hvordan USA som supermagt skaber en illusion om, at den er almægtig og der ikke er noget vi kan gøre ved det.

· “Alle imperier går under”, sagde Mumia, ”vi ved bare ikke præcist hvornår og hvordan.”

Han talte om medierne, om hvordan nyheder ikke længere er nyheder, det erom hvordan man kan tabe I vægt og om ting man kan købe. De alternative medier skal mere frem og spredes.

Skolesystemet lærer ikke børnene at tænke kritisk, så de kommer ud af skole uvidende og knab I stand til at læse.

Alting bliver privatiseret, også skolesystemet. Videospillene er ekstremt voldelige og viser ikke konsekvensen af vold.

Mumia talte om “War on Drugs”, som er den amerikanske made at håndtere salg og misbrug af narkotika på i ghettoerne i de store byer, og hvordan det skaber en kaste – ikke en klasse – af mennesker som er ude af stand til at få arbejde og et sted at bo, fordi de har været straffet. Han fortalte om COINTELPRO,(hemmeligt F.B.I. program, der skulle tage sig af politiske modstandere) om hvordan vi må fortælle en yngre generationer om det. Der er stadig hundreder af fanger, der blev ofre for det og dømt for forbrydelser, de aldrig har begået. Mange af dem er stadig i fængsel, nu 30 år senere eller mere.

”Samtalen med Mumia var så fantastisk at jeg stadig føler at jeg svæver på en sky. Pludselig var tiden gået og jeg følte vi lige var begyndt, så jeg måtte forlade fængslet med en uafsluttet samtale,” fortalte Anne mig.

Efter besøget gik hun en lang tur. Hun gik 15 km bare for at konsumere samtalen.

Mumia Abu-Jamal har været på dødsgangen i årtier og er blevet ”de stemmeløses stemme”. Han har været i stand til at nå mennesker gennem fængselsmurene, en fantastisk evne hos en mand, der har været isolationsfængslet i lange perioder med meget begrænset kommunikation med verden udenfor, lukket inde på dødsgangen i de allermest fjendtlige omgivelser.

Leonard Peltier kan blive løsladt

Den tidligere aktivist og medlem af den amerikanske indianer bevægelse Leonard Peltier blev i 1977 dømt for at have dræbt 2 FBI agenter, Leonard Peltier har igennem alle årene erklæret sig uskyldig og hævder at beviserne var falske.

Den 28. juli 2009 var der en høring ang. prøveladelse. Det er første gang under Obamas regering, og Leonard Peltiers advokat Eric Seitz fortalte, at Peltier havde været veltalende og havde talt i over en time om dagens karakter, fængslingen og planer for fremtiden. Han er i dag 65 år gammel.

Der var dog også repræsentanter fra FBI og slægtninge til andre dræbte, der argumenterede for, at Peltier skulle sidde i fængsel resten af livet. Prøveløsladelses kommissionen skal senest efter 21 dage komme med en afgørelse, dvs. den 18. august.

Leonard Peltier har fået international støtte, i 1980'erne var der er også en støttekomité i Danmark. Men selv om der er støttegrupper over hele U.S.A. og mange steder i verden er der ikke mange i dag, som kender til eksistensen af politiske fanger i de forenede stater. Spørger man folk på gaden i hovedstaden Washington DC, er de forundrede over, at det skulle være tilfældet og stiller sig tvivlende overfor, at den egentlige baggrund for fængslingen var er modstand som Peltier, som indianer og en af Amerikas oprindelige beboere, har ydet overfor regimet.

I slutningen af 1950'erne begyndte den amerikanske regering af skære ned på forsyningen af fødevarer og varer, som blev givet til indianerne i reservaterne. En meget beskeden kompensation for de enorme landområder, som var blevet stjålet fra dem. De blev tilbudt penge for at forlade deres land, alternativet for den var at sulte i reservaterne. Mange var tvunget til at flytte til byer som Minneapolis, Milwaukee, Cleveland, Los Angeles og Chicago. Her ventede dem kun arbejdsløshed, dyb fattigdom og desperation i storbyernes slumområder.

Allerede som 14-årig hørte han på et møde, hvor man diskuterede lukningen af reservatet, en gammel indianerkvinde stå op og sige: Hvor er vores krigere? Hvorfor er der ingen, der kæmper for vort sultende folk? Fra den dag vidste Leonard Peltier, at han ville bruge sit liv til kæmpe for indianernes rettigheder.

Hans første konfrontation med U.S.A.'s regering var i 1970, hvor han sammen med en gruppe indianske demonstranter foretog en fredelig besættelse af den forladte Fort Lawdon udenfor Seattle i staten Washington. Demonstranterne blev taget til fange og sat i celler efter at være blevet mødt med maskingeværer og flammekastere. Under arrestationen blev de grundigt gennembanket og tæsket af politiet. Da de endeligt blev løsladt nægtede Peltier at forlade stedet før alle demonstranterne var blevet frigivet.

Besættelsen af fortet har siden fået en lykkelig udgang. I dag er Fort Lawton et indiansk kulturcenter.

Herefter rejste Peltier rundt i U.S.A. og sluttede sig til AIM (American Indian Movement) i Colorado. I 1972 deltog Peltier i march fra San Francisco tværs over U.S.A. til Washington DC.

Marchen blev kaldt ”The Trail of broken Treaties”, de brudte traktaters sti. I Washington DC endte karavanen med en husbesættelse og optøjer. Situationen blev dog løst ved forhandling men efterfølgende blev organisationen AIM klassificeret som en ekstremist organisation og lederne af organisationen som ”nøgle ekstremister.” Fra da af blev de også overvåget af FBI's hemmelige efterretningsvæsen COINTELPRO (CounterINtelligencePROgram).

I november 1972 blev Leonard Peltier falskt anklaget for mordet på en politibetjent i Milwaukee og tilbragte 4 måneder i fængsel hvorefter han blev løsladt mod kaution Straks efter løsladelsen gik Leonard Peltier ”under jorden”. Først i 1978 blev han frikendt for sigtelsen.

I de følgende år deltog Peltier i organiseringen af en række fredelige manifestationer, herunder ”Sundance festival” frem til den 26. juni 1975, hvor 2 FBI agenter døde efter en skudveksling.

Leonard Peltier blev fængslet og dømt for drabene i 1977 og har siden været uskyldigt - og måske ulovligt - fængslet i 33 år.

Højesteret i U.S.A. nægter Mumia Abu-Jamal en ny retssag

Den 6. april 2009 afgjorde Højesteret i U.S.A. at Mumia Abu-Jamal, som sidder på dødsgangen, ikke kan få en ny retssag.

Mumia Abu- Jamal, som er tidligere sort panter og prisbelønnet radio journalist, har hævdet, at kvalificerede sorte blev udelukket fra den jury, der dømte ham for at have myrdet en hvid politibetjent, Daniel Faukner, i Philadelphia i 1981. Der er en tidligere dom (Batson sagen) hvor en person har fået garanteret en ny retssag på grund af dette.

Abu-Jamals advokat Robert R. Bryan kaldte sin klients sag en ”hån mod retfærdigheden” og har udtalt, at han vil søge om en ny høring i Højesteret. Men anklageren Hugh Burns sagde, at af praktiske grunde var dette den sidste realistiske chance for at få en ny retssag.

Dødsdommen står nu i et tomrum, da Højesteret i U.S.A. endnu ikke har svaret på statsadvokatens anmodning om tilladelse til at eksekvere henrettelsesordren, som han fik i Philadelfia i 1982. Det er hans liv der nu står på spil.

Mumia Abu Jamals reaktion på afgørelsen var, at loven ikke betyder noget som helst, den er bare politik med andre midler. Forfatningen betyder ikke noget og en fair jury betyder heller ikke noget. Der har altid været andre regler for sorte i U.S.A.

Det kommer naturligvis heller ikke som nogen overraskelse for Mumia, som i årevis har studeret retssystemet indefra. Han nye bog ”Jailhouse Lawyers” beskriver et fænomen, som mange almindelige veluddannede amerikanere ikke kender noget til; fanger, der forsvarer andre fanger imod staten. Bogen er netop udkommet i U.S.A. og det er den 6. bog, han har skrevet i fængslet. Interesserede kan bestille den hjem fra www.citylights.com, da den ikke er oversat til dansk. Forhåbentlig bliver den det.

Mumia fortæller historier om sine medfanger, der har lært sig retssystemet for at repræsenterer andre fanger – mange af den uuddannede eller analfabeter – og som i nogle tilfælde har vundet sagerne og deres frihed. Med Mumias ord: ”Det er historien om loven, der er lært, ikke i elfenbenstårne på dyre universiteter, men nede på bunden af et slaveskib, i de mørke skjulte fangehuller i Amerika. Det er loven, der er lært i en grød af bitterhed under konstante trusler om vold, på steder hvor millioner af mennesker lever men som millioner af andre ønsker at glemme eller ignorere. Det er loven skrevet med blyantsstumper eller en ti-centimeter lang kuglepen med gråd og tænders gnidsel og med en klar viden om at straffen er lige uden for celle døren. Det er et andet perspektiv på loven, skrevet fra bunden, med det svage håb at retten bliver vendt om, uretfærdighed bliver omgjort. Det er hård lov.”

Amerikansk lov beskriver han som et instrument for de magtfulde. For de svage, de magtesløse og undertrykte er loven snarere en hindring end en hjælp.

I 1996 gennemførte den amerikanske præsident Bill Clinton en lov, den berygtede ”Prison Litigation Reform Act”, som begrænsede fangers ret til sagsøge staten. Forud for vedtagelsen af denne lov havde der været en heftig pressekampagne om alle de latterlige søgsmål, som fanger havde foretaget mod staten. At en fange modtog den forkerte slags peanut butter fra fængslets kantine, at der ikke var salatbar og brunch om søndagen og på helligdage og at håndklædet var hvidt i stedet for beige. Mumia fik fat på sagerne og gennemgik dem og det journalisterne havde skrevet passede slet ikke. Der var en helt andre historier end det, der var refereret i pressen, det var ganske enkelt løgn.

Mumia giver Bill Clinton nogle harske ord med på vejen, det var den totale overgivelse, hvor Clinton spillede flink overfor sine politiske modstandere mens han forrådte sine politiske allierede, sine valgkredse og sine egne grundfæstede politiske principper.

Perioden beskrives som en triumf for nyliberalismen, Clintons administration og de love som blev vedtaget i perioden 1995-97 tilgodeså interesserne hos de velstående i Wall Street og deres politiske fortalere på Capitol Hill og i det Hvide Hus. Men for de mange fattige og besiddelsesløse i Amerikas fangehuller var det et tiår med udelukkelse, hvor de blev hadet og gjort til syndebukke. Det var der fuldstændig consensus om.

Der er et helt kapitel om kvindelige fanger og eksempler på, hvordan kvindelige fanger har hjulpet andre kvinder. Den voldsomme stigning af fængsling af kvinder har undgået al offentlig opmærksomhed selv om fængslingsraten for nylig er steget med 300 %, hvor den for mænd er 214. Mens der fra 1930-1950 kun blev bygget 3 kvindefængsler, blev der i 1980 erne åbnet 43 nye fængsler for kvinder. Den voldsomme stigning sættes i forbindelse at mange lavtlønsjob i manufakturindustrien, som hovedsagelig beskæftigede kvinder, forsvandt ud af landet. Den såkaldte ”War on drugs”(krig mod stoffer) ramte især sorte kvinder hårdt. I 1994 var hele 82 % af dommene relateret til heroinmisbrug givet til sorte kvinder, og for narkotikadomme i øvrigt var det 50 %. Som med så mange andre retoriske ”krige ”iværksat af politikere og gennemført af politiske institutioner som lovgivning, retssystemet og fængsler, er de et skalkeskjul for en dybere social og racemæssig dagsorden. Den sorte feminist Joy James går så vidt som til at sige, at når man ser på statistikken er det en ”de facto”krig mod kvinder i samfundet.

På den ene side er Mumia Abu-Jamal meget positiv overfor de fanger der har brugt mange måneder, ja år på at sætte sig ind i lovgivningen og som også har overskud til at hjælpe andre end sig selv. Han fortæller eksempelvis om en sag, som var årsagen til at hele fængselsvæsenet i Texas blev ændret og forbedret. På den anden side er han udmærket klar over, at loven er politisk, den er det dommeren siger den er, og der er ikke tale om nogen form for retfærdighed. Han giver det råd til ”jailhouse lawyers” at de skal se ud igennem fængselstremmer og fængselsmure og forbinde sig med andre i verden og med de sociale bevægelser, der kan skabe frigørende og progressive rum i samfundet.

In prison my whole life (i fængsel hele mit liv)

Dette er titlen på en film, som en ung englænder på 22 år lavede sidste år og som blev vist på Sundance festivalen sidste år i New York. Mumia Abu-Jamals liv og hans grumme skæbne havde inspiret ham til tageover Atlanten og lave filmen om Mumia. Forhåbentlig kan den være med til at skabe så meget røre om sagen og om dødsstraf i almindelighed, at de amerikanske politikere og det amerikanske retssystem tænker sig om en ekstra gang. Var det ikke en idé at benåde manden, når nu retssystemet ikke kan sikre retfærdighed? Der bliver i disse dage holdt mange møder og arrangementer i USA om Mumia Abu-Jamal og måske lige så mange udenfor USA. I Tyskland var der i slutningen af 1990 erne store demonstrationer til støtte for Mumia i næsten alle større byer i Tyskland og sagen blev hurtigt taget op af Amesty international. I 2000 blev der i det tyske parlament vedtaget en resolution til støtte for Mumia og en lignende blev vedtaget i EU parlamentet.

En af de største støtter i Frankrig er Danielle Mitterand, den afdøde præsidents hustru, som også har besøgt Mumia på dødsgangen og en gade er opkaldt efter ham i Paris. Faktisk ser det næsten ud som om han har større støtte internationalt end i selve U.S.A. Et flertal af amerikanere har tilsyneladende accepteret dødsstraf og i Europa forstår man det ganske enkelt ikke. Hvordan kan et vestligt land med en demokratisk tradition henfalde til noget så babarisk som dødsstraf? Det er noget der hører hjemme i diktaturstater. På den mest umenneskelige måde bliver der i U.S.A henrettet flere hundrede mennesker hvert år, både mindreårige og mentalt syge. Det største antal i Texas i den tidligere præsident og krigsforbryder Bushs hjemstat, hvor han også som guvernør var ansvarlig for henrettelsen af det største antal fanger, der er blevet henrettet i nogen stat.

.

Puerto Ricos politiske fanger

Puerto Rico er en ø, der ligger i det Caribiske hav øst for øen Hispaniola med Haiti og den Dominicanske republik. Med til Puerto Rico hører øerne Vieques, Mona og Culebra. Puerto Rico hører under USA, men det er hverken en stat eller en del af USA. Officielt har det betegnelsen ”territorium” eller ”fri associeret stat”, men i virkeligheden er det en koloni. USA har 7 militærbaser på øen og siden 1960’erne er der flyttet meget industri til øen, som er stærkt forurenende. Formålet med flytningen er at undgå den mere restriktive miljølovgivning i USA.

Befolkningen i Puerto Rico er er for størstedelen mestizer, en blanding af efterkommere af spanske immigranter, efterkommere af negerslaver og den oprindelige indianske befolkning. DNA undersøgelser har vist at ca. 61 % har DNA, der stammer fra den oprindelige indianske befolkning og at de oprindelige beboere tahinaerne ikke blev udryddet i 1600-tallet, som man hidtil har troet. Der er også franske, portugisiske, libanesiske og kinesiske indvandrere på øen. Befolkningen er spansktalende og det er en af grundene til at USA ikke er interesseret i at give øen status af at være stat.

Politisk deler befolkningen sig i tre grupper. Der er dem, der ønsker at Puerto Rico skal optages som en stat i USA og dermed blive en fuldgyldig del af USA. Puertoriicanerne har siden 1917 haft amerikansk statsborgerskab, hvilket har betydet, at det har været let at udvandre til USA. Den anden gruppe er dem, der ønsker at bevare status quo, især ønsker de at bevare statsborgerskabet, og den sidste gruppe ønsker uafhængighed for øen. Selvstændighedstilhængerne er igen delt i forskellige bevægelser, heriblandt ” Las Macheteros” og FALN.

Columbus kom til øen i 1493, hvor den var beboet af ”taínos”. Den blev snart beboet af spanske indvandrere og blev i 1508 en spansk koloni, en status den bevarede til 1897, hvor øen sammen med Cuba blev selvstyrende. Der var dog foringen flere slaveoprør i 1822, 1826, 1843 og 1848. Slaveriet på øen blev først ophævet i 1873. Selvstændigheden blev meget kortvarigt, da Puerto Rico allerede året efter blev invaderet af U.S.A. i den spansk-amerikanske krig. Udfaldet af krigen blev, at Spanien måtte overgive Puerto Rico, Cuba, Fillippinerne og Guam til U.S.A. Øen har siden hørt til U.S.A. uden at være en del af U.S:A. og er altså i realiteten stadig en koloni.

U.S.A. forsøgte at kvæle frihedsbevægelserne ved at gøre øen til en stor sukkerplantage og militærbase. I 1930’erne var der 50 selvstændighedsoprør som blev bragt under kontrol med voldelig undertrykkelse. Nationalistpartiets vigtigste leder fra 1930-65, Pedro Albizu Campos blev straffet med eksil og fængsel for sine antikoloniale aktiviteter.

Øen fik i 1961 status af ”fri associeret ” stat og USA blev hermed fri for at aflægge rapport til FN’s afkoloniseringskommission, som i første omgang godtog at kolonisituationen var ophævet. Den skiftede imidlertid mening i 1978, og ved en resolution fra FN's Generalforsamling i december samme år blev øen karakteriseret som koloni, og øens ret til selvbestemmelse blev slået fast.

I 1950’erne blev Puerto Rico oversvømmet af billige fødevarer fra USA, som ødelagde øens landbrug. Det førte til stor arbejdsløshed og ikke alle kunne få arbejde i den industri, som USA indførte på Puerto Rico. Der skete en omfattende udvandring til USA, især til New York, men også til Chicago. En folketælling fra 1980 anslog at der boede ca. 3 millioner fra Puerto Rico i USA. I 2003 anslog man i USA, at der var flere mennesker af puertoricansk oprindelse i USA end på selve Puerto Rico.

Det Puerto Ricanske immigrantsamfund i Chicago er et meget levende og politisk bevidst lokalsamfund . Det har en lang tradition for at bevare kulturen og ære de politiske fanger, som sidder fængslet i USA for at have kæmpet for Puerto Ricos selvstændighed. Jeg fik lejlighed til at besøge det puertoricanske Kultur Center i Division Street i Chicago, hvor Alejandro Molina viste os rundt.

I Chicago bor puertoricanerne hovedsagelig mellem to 2 flagmonumenter på Division Street. To kæmpestore puertoricanske flag i stål er bygget hen over gaden og markerer Paseo Boricua, en miniverden med den puertoricanske historiske og kulturelle arv. Der er et stort murmaleri, der i billedform viser historien. Ca. midt mellem de to flag ligger det purtoricanske kuturcenter, The Juan Antonio Corretjer Puerto Rican Cultural center. En af grundlæggerne – for mere end 40 år siden – er Oscar Lopez Rivera.

Han blev født i 1943 i San Sebastian på Puerto Rico og fulgte som tolvårig med sin familie til Chicago. I halvfjerdserne var han meget aktiv i lokalsamfundet og var også med til at starte en alternativ high school, som stadig eksisterer. Han var især aktiv omkring sundhed, arbejdsløshed og politi brutalitet. I 1975 blev han tvunget til at gå ”under jorden” og da han blev fanget i 1981 fik han en dom på 55 år for blandt andet ”oprørsk sammensværgelse”. Han har den datter, Clarissa, og han sidder stadig i fængsel. Oscar var en af de 12 puertoricanske politiske fanger, der blev tilbudt benådning af Clinton regeringen i 1999. Han afslog fordi han ikke ville benådes for noget han ikke havde gjort. Han har afsonet sin dom i 2027.

Oscar Rivera Lopez er sammen med Carlos Alberto Torres blevet et symbol for modstanden imod USA’s imperialistiske regering.

Carlos Alberto Torres blev født i 1952 i Ponce, Puerto Rico og gik som ung på universitetet i Chicago, hvor han studerede sociolog. Han var involveret i studenterpolitik, hvor han kæmpede for at få flere latinoer til at gå på Universitetet og han var også en af grundlæggerne af den alternative high school. Han var imod racisme og politi brutalitet. I 1976 blev han tvunget til at gå ”under jorden” og var på FBI’s top ti liste over de mest eftersøgte. Da han blev fanget sammen med andre kammerater blev han idømt 78 års fængse, også anklaget for ”oprørsk sammensværgelse”. Anklageren beskrev ham som lederen af Fuerzas Armadas de Liberacíon Nacional, (FALN), en undergrundsorganisation, der kæmpede for Puerto Ricos selvstændighed i halvfjerdserne og firserne. Hans løsladelsesdato er i 2024. Han afslog ligesom Oscar Lopez Rivera at blive benådet i 1999, blandt andet på grund af betingelserne, der betød at han ville være prøveløsladt og tvunget til at afstå fra politisk aktivitet.

Det puertoricanske kulturcenter har en alternativ high school fordi man fandt ud af at over 80% af de unge ikke gennemførte deres skolegang. Af dem, der kom i den alternative high schhol, har omkring 86% gennemført. Centret indeholder også en børnehave og der er talrige kulturelle arrangementer. Et vægmaleri skal minde puertoricanerne om, hvor de kommer fra, og på væggen er der et billede med en række historiske personer fra Puerto Rico. 2 gange om året er der en parade på Division Street, på Hellig tre kongers dag og om sommeren er der ”Det puertoricanske folks parade”, som har været fejret siden 1978.

USA’s politik har ført til massiv undertrykkelse af befolkningen og frihedsbevægelserne både på selve øen Puerto Rico og blandt immigranterne i USA. Den lille tropeø har længe kæmpet for frihed og selvstændighed mod kolonimagten USA.

En af Assata Shakurs befriere - Sekou Odinga

Sekou Odinga har siddet i de værste fængsler I USA siden 1981. Han har blandt andet afsonet i Marion, Illinois, berygtet for umenneskelig behandling af fangerne og alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne. Han bliver snart 65 år.

David Gilbert, også politisk fange i USA, fortæller at Secou Odinga blev fanget den 23. oktober 1981. Han gik ind på politistationen uden en skramme. Da ham kom ud derfra måtte han tilbringe 3 måneder på hospitalet med intravenøs fødeindtagelse. Betjentene mishandlede ham, slukkede cigaretter på hans krop og andre ting. Sekou stod fast.

Efter så mange år i fængsel er Secou Odinga stadig revolutionær. Han opfatter sig som krigsfange på grund af USA’s undertrykkelse af sorte, som han kalder ”New Afrikan”.

Secou blev født i Qeens i New York i en børnerig familie, han havde 3 søstre og 3 brødre. Han blev smidt ud af skolen, og som 16-årig blev han dømt for røveri og tilbragte de næste 4 år i ungdomsfængslet Comstock, hvor han afsluttede sin skolegang. Fængslet var dengang meget racistisk og en af vagterne var leder af Ku-Klux Klan. Secou deltog i raceurolighederne i fængslet og blev inspireret af Malcolm X. Efter løsladelsen blev han involveret i forskellige politiske aktiviteter og han sluttede sig til organisationen, der blev grundlagt af Malcolm X. Efter dennes død forlod han den og var med til at oprette en græsrodsorganisation, Grassroot Advisory Council, i Syd Jamaica, New York, der kunne føre Malcolm X’ program videre. I 1967 hørte han om Black Panther Party i Oakland i Californien. Han tog til den amerikanske vestkyst sammen med et par kammerater og besluttede at hjælpe med til at bygge organisationen op på østkysten. Han blev leder af Bronx afdelingen af de sorte pantere. Efter splittelsen af Black Panteher Party i slutningen af 60’erne var Secou Odinga en del af en lille gruppe sorte nationalister, der brød ud af de sorte pantere (Black Panther Party) og formede BLA (Black Liberation Army) hvis mål var væbnet kamp for befrielse og selvbestemmelse for sorte i USA.

Han var en af de 21 mennesker, der i 1969 blev anklaget for mordforsøg på politiet og for at have planlagt at bombe stormagasiner i New York. Han flygtede og gik ”under jorden”, men ”Panther 21” som de blev kaldt i pressen, blev frikendt for alle anklager. I 1970 tog han til Algeriet for at oprette en international afdeling af Black Panther Party lige før partiet blev splittet efter infiltration af FBI.

Han vendte tilbage til USA og forblev under jorden. Han deltog i den vellykkede befrielse af Assata Shakur (Joanne Chesimard) fra fængslet i New Jersey. Jagten på hende og hendes befriere blev den største menneskejagt i New Jerseys historie. For Assata Shakur endte den med, at hun 4 år senere fik politisk asyl i Cuba.

Secou Odinga blev arresteret i 1981 anklaget for blandt andet bank røveri. Han har selv hele tiden fasthold, at han ikke er kriminel men en soldat, der kæmper mod undertrykkelsen af sorte. Skønt han blev dømt for seks forsøg på mord mod politiet, fordi han har skød mod politibetjente under sin tilfangetagelse, blev han ikke anklaget for at have dræbt vagter eller politibetjente under røverierne.

Han blev først dømt for mordforsøg for at have skudt mod politiet og fik 25 år til livstid og derefter 2 X 20 år blandt andet for befrielsen af Assata Shakur.

Dusøren på 1 million dollars for Assata Shakur

Den 2. maj 2005 satte FBI Federal Bureau of Investigation) i USA en dusør på 1 million dollars for Assata Shakur og placerede hende på USA’s terrorliste. Assata Shakur er et tidligere medlem af de sorte pantere og BLA ( Black Liberation Army), som er falsk anklaget for at have myrdet en politibetjent i staten New Jersey den 2. maj 1972. I 1979 flygtede hun fra fængslet og har fået politisk asyl i Cuba.

Formålet med FBI s angreb på Assata var at udslette den hjemlige modstand fra den sorte befrielses bevægelse, underminere Cuba og Venezuelas suverænitet og gøre klar til en mulig invasion af de to lande. FBI’s optrapning havde også til formål at bortlede opmærksomheden fra Luis Posasa Carriles, en anticubansk terrorrist som er eftersøgt af Venezuela for at have bombet et cubansk fly. Han bor nu i Miami og kan gå frit rundt.

USA’s justitsministerium satte en dusør på Assatas hoved på 1 million dollars på 32 års dagen for drabet på Zayd Shakur og politibetjent Werner Foerster på en motorvej i Staten New Jersey og nøjagtig 25 år og 6 måneder efter dagen for Assatas befrielse, hendes flugt fra fængslet i New Jersey for senere at blive politisk flygtning i Cuba.

Den 4. juli 1973, to måneder efter hendes tilfangetagelse skrev hun fra fængslet: ”Jeg har erklæret krig mod de rige som får fremgang på grund af vores fattigdom, politikerne, som lyver os op i ansigtet med et smil og alle de tåbelige hjerteløse robotter, som beskytter dem og deres ejendom. Jeg er en sort revolutionær og som sådan et offer for al den vrede, had og bagtalelse, som Amerika er i stand til at udvise. Amerika prøver på at lynche mig sammen med alle andre sorte revolutionære.”

Mumia Abu-Jamal, også en tidligere sort panter, som sidder på dødsgangen i et fængsel i Pennsylvania, har sammenlignet det, som sker nu med det, som skete i USA i 1850. Dengang blev der blev vedtaget en lov om undvegne slaver, som altid gjorde farvede mindre værd en hvide. De kunne på ethvert tidspunkt og under en hvilken som helst omstændighed arresteres, hvis det blev krævet af en hvid person. De havde ikke ret til et forsvar og kunne sendes i endeløs trældom. Næsten 150 år senere prøver USA på at udvide sin rækkevidde til hele kloden.

Da pressekonferencen mandag morgen den 2. maj 2005 annoncerede dusøren sagde den professionelle dusørjæger Louis Faccone, at han ville gøre et forsøg :”Mine mænd kan komme ind i Cuba midt om natten med en båd fra Florida.” I politiet i staten New Jersey sagde de, at hun nu er 60 kg penge, ” vi vil følge op og sørge for at alle er klar over det både i og udenfor Cuba”, lød det.

Der har på den anden side også været mange protester mod dusøren, og folk har krævet at hun benådes i stedet.

Menneskerettighedsforkæmpere i USA kræver:

1. ende på forfølgelsen af Assata Shakur ved straks at fjerne hendes navn fra USA’s hjemlige terrorliste og tilbagetrækning af dusøren fra hendes hoved

2. afvisning af den beregnende trussel om angreb på den suveræne stat Cuba

3. afkriminalisering af den sorte befrielses bevægelse, især på grund af den politiske karakter i 60’erne og 70’erne og overgrebene fra COINTELPRO

4. kongressen bør lave et panel, en uafhængig sandhedskommission, som en alternativ forsvarsmekanisme til at afslutte sagerne om politiske fanger og flygtninge, heriblandt Assata Shakur, Sundiata Acoli, Mutulu Shakur, Secou Odinga, Kamau Sadiki and Marilyn Buck.

5. USA’s kongres bør give midler og genopretning til de lokalsamfund, organisationer og individer, som blev mål for COINTELPRO (FBI’s særlige program til bekæmpelse af indre fjender) hvis menneskerettigheder blev krænket

6. tilbagetrækninng af loven ”Patriot Act” (fædrelandskærlighedsloven).